For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Akutpulje fra Tuborgfondet skal sikre fællesskaber under COVID-19-krisen

18.03.2020

Nyhed

LUKKET FOR ANSØGNINGER. Ny akutpulje fra Tuborgfondet målrettet civilsamfundets ungdomsorganisationer skal sikre fællesskaber under den aktuelle COVID-19-krise

Foreningsnavn

Tuborgfondets akutpulje

Forenings hjemmeside

OBS. Puljen har nu lukket for ansøgninger. Tuborgfondets almindelige ansøgningssystem er selvfølgelig åbent for ansøgninger.

De fleste danskere er sendt hjem i forsøget på at begrænse spredningen af COVID-19, men mange har i denne tid ekstra brug for fællesskabet. Det danske civilsamfund er allerede godt i gang med at organisere indsatser, der skal hjælpe dem, som er mest berørt af den aktuelle situation, og nu giver Tuborgfondet de frivillige kræfter en akut håndsrækning på i første omgang 5 millioner kroner.

”Tuborgfondet har i mange år arbejdet tæt sammen med det danske civilsamfund og støttet frivillige fællesskaber og aktiviteter, hvor især unge er med til at gøre en forskel for andre. Så det er helt oplagt for os at understøtte den store lyst til hjælpe mennesker, der er særligt udsatte i denne akutte situation. Civilsamfundet har mange års erfaringer med at organisere sådanne indsatser, og de ved, hvor og hvordan midlerne gør mest gavn”, siger Peter Giacomello, sekretariatschef i Tuborgfondet.

Tuborgfondet har afsat en akutpulje på 5 millioner kr. til at hjælpe indsatser til fordel for dem, der er hårdt ramt af den aktuelle situation med Covid-19. Midlerne kan søges i portioner fra 10.000 kr. og op til 500.000 kr., og Tuborgfondet lover dag-til-dag sagsbehandling af ansøgninger til den nye akutpulje, som er målrettet de danske ungdomsorganisationer.

”Vi passer i øjeblikket på hinanden ved at holde afstand, og netop nye måder at være sammen på har unge stor erfaring med, fx digitale fællesskaber eller løsere organiseringsformer, der hurtigt kan etableres til at løfte konkrete opgaver. Det kan komme rigtigt mange mennesker til gode i disse uger, og den indsats vil Tuborgfondet gerne bidrage til”.

Peter Giacomellosekretariatschef - Tuborgfondet

”Unge er ikke blandt de grupper, der bliver mest syge af virussen, men vi ved, at lysten til at hjælpe er stor i ungdomsorganisationerne og idéerne mange, og derfor kan de spille en vigtig rolle. Vi passer i øjeblikket på hinanden ved at holde afstand, og netop nye måder at være sammen på har unge stor erfaring med, fx digitale fællesskaber eller løsere organiseringsformer, der hurtigt kan etableres til at løfte konkrete opgaver. Det kan komme rigtigt mange mennesker til gode i disse uger, og den indsats vil Tuborgfondet gerne bidrage til, og derfor behandler vi også ansøgningerne fra dag til dag”, fortæller Peter Giacomello og fortsætter:

”Men vi vil også fremadrettet se på, om der er behov for hjælp andre steder, fx i de kreative erhverv, hvor Tuborgfondet igennem mange år har støttet den rytmiske musik, herunder spillesteder, der også er hårdt ramt af den aktuelle situation. Vi er i kontakt med musikerhvervet, men lige nu har vi fokus på akutpuljen til ungdomsorganisationerne i civilsamfundet”.

Fakta:

  • Tuborgfondets akutpulje kan søges af alle ungdomsorganisationer, der iværksætter aktiviteter, som unge enten skaber selv eller engagerer sig i, og som hjælper mennesker, der fx er særligt berørt af, at vi skal begrænse den fysiske kontakt med hinanden.
  • Ved ungdomsorganisationer forstår vi organisationer, der engagerer unge og/eller har unge som medlemmer og ledere, og som arbejder for og med unge.
  • Virksomheder og konsulenter kan ikke søge akutpuljen.
  • Tuborgfondets generelle kriterier for ansøgninger gælder også for akutpuljen, herunder bl.a. at ansøgere skal have et CVR-nummer. Læs mere om kriterierne her
  • Ansøgninger til akutpuljen behandles fra dag til dag (hverdage) – og til og med d. 7. april 2020.

Spørgsmål kan sendes til info@jhline.dk