For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Flere unge deltager i årets folkemøde

12.06.2024

Nyhed

Demokrati

Når Folkemødet åbner 13. juni, bliver det med rekordmange unge deltagere.

Peter Christiansen, direktør, Foreningen Folkemødet
Mathias Findalen, programansvarlig for demokrati i Tuborgfondet

Indsatsområde

Demokrati

Folkemødet

Læs mere

Mindst 4.300 unge overnatter i år i Camp Ung Agenda midt i Allinge. Samtidig kan foreninger benytte sig af 50 flere wildcards, så Folkemødet nu kan tilbyde 120 events på lånte scener. Det giver også plads til, at flere unge i foreninger kan deltage med egne arrangementer. Tallene er relevante, for hvis vi skal sikre Folkemødets fremtid – og fremtidens demokrati – er det afgørende, at alle stemmer bliver hørt.

Med sine op mod 60.000 deltagere er Folkemødet den største demokratifestival i Danmark, hvor borgere, partier, græsrødder, foreninger, erhvervsliv, organisationer og ildsjæle mødes i debat og samtale. Tuborgfondet og Folkemødet har sammen skabt Ung Agenda, og ambitionen er at engagere endnu flere unge i årets demokratifest – målet er 18.000 unge mellem 2022 og 2026.

Med Camp Ung Agenda og dertilhørende pakkerejser er det blevet lettere for unge mellem 16-30 år at tage aktivt del i Folkemødet. Unge vil gerne deltage. Vi andre skal blot sikre, at de også har transportmulighed, fællesskab og et frirum – alt sammen til en rimelig pris. Ikke mindst skal unge vide, at de bliver taget alvorligt på Folkemødet og i vores demokrati. Det er erfaringer, vi bygger videre på. Også efter at solen er gået ned over Allinge lørdag den 15. juni.

Unge skal vide, at de bliver taget alvorligt på Folkemødet og i vores demokrati

Peter Christiansen Direktør, Foreningen Folkemødet

Med Ung Agenda støtter vi en indsats, hvor unge i fællesskab kan udvikle og afprøve events og debatformater på Folkemødet

Mathias Findalen Programansvarlig for demokrati i Tuborgfondet

Demokrati er deltagelse

Mange danske unge kæmper for en sag. De forsvarer klima og menneskerettigheder og får andre unge med. Det ser vi på Folkemødet, og det ser vi i unges ansøgninger til Tuborgfondet. Her bobler og syder det med engagement, drømme og ideer over hele landet. Desværre bliver engagementet ikke altid omsat til konkret deltagelse i samfundsdebatten. Og der er desværre alt for mange unge i Danmark, som ikke mener, deres stemme er værd at lytte til. Det er et samfundsproblem, som også bliver afspejlet i DUF’s nye demokratianalyse, hvor 32 procent af de 16-25-årige angiver, at de har meget lav demokratisk selvtillid.

Med Ung Agenda støtter vi en indsats, hvor unge i fællesskab kan udvikle og afprøve events og debatformater på Folkemødet. Vi har i den forbindelse udarbejdet et katalog over fremtidens stemmer til debatarrangører, der vil høre unges perspektiv på f.eks. klima, håndværk, ligestilling, kunstig intelligens eller debatkultur på sociale medier. Folkemødet varer kun tre dage, men det er et mål, at vi med partnerskabet kan gøre en forskel, der spreder sig som ringe i vandet og skubber på en større og mere gennemgribende forandring.

Vi ønsker et samfund, hvor flere unge deltager i debatten og taler højt om såvel frustrationer og uretfærdigheder som drømme og håb. Det er vigtigt, for vores demokrati har brug for unge, hvis det skal holdes levende, inkluderende og stærkt.

RELATEREDE NYHEDER

23.05.2024ArbejdsmarkedTrivsel på skemaet: Me&We udbredes til landets erhvervsskoler
27.02.2024Entreprenørskab”For unge der vil forandre verden”