Integration skal løftes i fællesskab
03.09.2016
Nyhed
Tuborgfondet, Mandag Morgen og Frivilligrådet samler over 200 mennesker fra danske virksomheder, kommuner og civilsamfundet til konferencen ’Godt for Danmark’ torsdag den 8. september 2016. Formålet er at dele viden om de mange eksisterende løsninger til succesfuld integration.
I disse år oplever vi i Danmark, ligesom i resten af Europa, at et større antal flygtninge kommer til landet. Det er ikke uden udfordringer, og derfor er der brug for konstruktive og konkrete indsatser, der kan sikre en vellykket integration for de børn og voksne, som kommer til Danmark.
Der findes allerede en lang række succesfulde integrationsløsninger rundt omkring i Danmark. Det er løsninger, der er udviklet i det frivillige foreningsliv og i de mange aktive lokal- og civilsamfund i samarbejde med virksomheder og kommunerne. Tuborgfondet vil gerne være med til at sikre, at de gode erfaringer om, hvad der virker deles på tværs af landet og på tværs af aktører fra det offentlige, det private erhvervsliv og den frivillige sektor. Derfor er Tuborgfondet gået sammen med Mandag Morgen og Frivilligrådet om at arrangere konferencen ’Godt for Danmark’. Tuborgfondets direktør Anne-Marie Skov ser frem til konferencen, hvor over 200 aktører, der arbejder med integration til daglig, samles hos GAME i København.
”Vi skal synliggøre alle de gode løsninger, der allerede findes. Vi håber, at konferencen Godt for Danmark og kortlægningen af de eksisterende integrationsindsatser vil bidrage til, at de gode løsninger udbredes til andre dele af landet, og at man rundt omkring i den frivillige sektor, i kommunerne og i det private erhvervsliv bliver inspireret til endnu mere samarbejde”.

Vi håber, at konferencen Godt for Danmark og kortlægningen af de eksisterende integrationsindsatser vil bidrage til, at de gode løsninger udbredes til andre dele af landet.
Anne-Marie SkovDirektør - TuborgfondetDanmarkskort med gode løsninger
Tuborgfondet, Mandag Morgen og Frivilligrådet har forud for konferencen kortlagt eksisterende integrationsindsatser og samlet dem på Integrationens Danmarkskort, som lanceres på selve konferencen. Her er der allerede 100 gode eksempler til inspiration og Mandag Morgen opdaterer løbende det online kort med endnu flere gode løsninger til, hvordan man kan arbejde med integration. Læs mere her.