”Jeg drømmer om at føle mig mindre autodidakt”
02.09.2024
Nyhed
Vi har talt med Bastian og Gunvor, som begge er deltagere på et nyt udviklings- og kompetenceforløb for unge projektledere.
Kompetenceudvikling
Unge projektledere
Læs om en af aktørerne bag forløbet
Læs om SUSTuborgfondet, Mobilize Strategy Consulting og SUS – Socialt Udviklingscenter er gået sammen om at give unge projektledere nye redskaber og netværk til at stå stærkere i en kompleks hverdag. Udviklings- og Kompetenceforløbet blev skudt i gang den 15.-16. august, og vi har talt med deltagerne Bastian og Gunvor om deres forventninger til forløbet, der strækker sig over de næste fem måneder.
”Helt generelt har jeg savnet en mere strategisk tilgang til det jeg laver. At der bliver færre skud fra hoften og mere refleksion i hverdagen. Altså jeg har intuitivt gjort meget rigtigt, tror jeg, men jeg drømmer om at føle mig mindre autodidakt,” siger Bastian Borup Terp, som arbejder med musik og unge-engagement – både som frivillig i UMTO – Ungemiljøernes Takeover og som tidligere projektleder i Viborg Kommune.
Gunvor Barkholt, projektleder fra talerskolen Røst supplerer:
”Jeg er vant til at arbejde med udfordringer og opgaver, som de kommer. Det er sådan i mange NGO’er og civilsamfundsorganisationer, tror jeg, at man sjældent ser længere frem end næste fondsansøgning. I hverdagen gør jeg meget det, som andre har gjort før mig – jeg savner en øget bevidsthed om, hvad der virker og hvorfor.”
Gunvor Barkholt
Rum for fortrolighed
På første hold af forløbet deltager 25 unge projektledere. Der er ikke bare tale om et kursus, hvor man får værktøjer til projektledelse. Udviklings- og kompetenceforløbet vil også styrke blikket for projekters levedygtighed og såvel finansielle som organisatoriske forankring. Samtidig er det et mål at skabe mere trivsel og bedre sammenhæng i unges arbejdsliv. Netværk er en vigtig del af forløbet.
”Det er meningsfuldt at være sammen med unge, der arbejder med mange af de samme udfordringer – nogle har mere erfaring end andre, men fordi vi alle er unge projektledere, er der er allerede skabt et rum for fortrolighed, hvor det føles nemt at tale om usikkerhed,” siger Gunvor Barkholt.
Talerskolen Røst har netop etableret sig som selvstændig forening efter fire år som et partnerskab mellem Vallekilde Højskole og Ungdomsbureauet – og før det fire år, hvor KØS Museum for kunst i det offentlig rum også var med ombord:
”Vi skal skabe et godt fundament under Røst, både i forhold til økonomiske og menneskelige ressourcer for at skabe forandring for endnu flere unge og få flere med i den demokratiske samtale. Jeg håber, at projektlederforløbet og de refleksioner der opstår, kan være med til at gøre en forskel i opbygningen af den nye organisation.”
Jo mere forskellige vi er, jo flere indtryk og refleksioner kan vi bringe sammen
Bastian Borup TerpProjektleder og frivilligForskellighed er en styrke
Bastian Borup Terp synes også, at holdet kom godt fra start under opstarten den 15.-16. august:
”Hverdagen som projektleder foregår i et komplekst krydsfelt, og vi har på holdet talt en del om, hvordan vi kan rådføre os med hinanden, så det bliver så konkret som muligt. Altså hvordan kan vi videndele på områder, hvor nogle på holdet har en særlig indsigt. Jeg ved f.eks. nu, hvor jeg kan hente viden og erfaringer, når det f.eks. handler om at arbejde struktureret med socialt ansvar og diversitet,” siger Bastian Borup Terp.
Mange på udviklings- og kompetenceforløbet kommer fra klassiske civilsamfundsorganisationer med fokus på menneskerettigheder og demokrati – men der er også plads til unge som Bastian, der har rødder i den kreative branche:
”Hvis jeg skal være helt ærligt var jeg nødt til at slå op, hvad civilsamfund konkret dækker over, inden jeg meldte mig til. Men forskelligheden er en styrke, virker det til. Der er mange københavnske unge på holdet, og jeg håber, der vil være mere fokus på at få provinsen med på et kommende forløb. Vi der ikke bor i København arbejder med kultur på en anden måde – og jo mere forskellige vi er, jo flere indtryk og refleksioner kan vi bringe sammen.”
Bastian Borup Terp
Nyt hold til januar
Det nye udviklings- og kompetenceforløb er bl.a. designet ud fra workshops og samtaler, hvor unge har delt erfaringer og ønsker til videreudvikling af faglige kompetencer og personligt lederskab. Der er fokus på, hvordan man bedst skaber forandringer, der rykker i samfundet. Samtidig er det et mål at skabe bedre sammenhæng i et hektisk arbejdsliv:
“For mange unge projektledere er det udfordrende at navigere i en hverdag med mange interessenter. Derfor imødekommer vi nu et behov, vi ofte hører italesat i de projekter, vi støtter – og den store interesse og tilslutning tyder på umiddelbart på, at vi har fat i et vigtigt tema,” siger Mathias Findalen, programansvarlig for demokrati i Tuborgfondet.
Vil du med på næste hold i januar 2025? Alle unge projektledere i civilsamfundet kan søge, og tilmeldingen åbner den 25. oktober. Måske kommer du fra en organisation inden for rytmisk musik, en frivillig-forening, en NGO, et initiativ på uddannelsesområdet eller lign. Det koster ikke noget at deltage – udover din tid og dit engagement.