For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Roskilde Festival og Tuborgfondet i nyt partnerskab om bæredygtighed

04.02.2021

Nyhed

Det Cirkulære Laboratorium skal øge unges indflydelse på en mere bæredygtig fremtid og på sigt få danskerne til at ændre adfærd. Samtidig er det ambitionen at øge bevidstheden om grøn adfærd hos festivalens deltagere.

Foreningsnavn

Roskilde Festival

Forenings hjemmeside

Roskilde Fesival Gruppen

Med 130.000 beboere kan Roskilde Festival sammenlignes med en større by. Samtidig gør midlertidigheden festivalsamfundet til en unik platform i forhold til at teste nye bæredygtige løsninger, der har potentiale til at ændre adfærd – også uden for den midlertidige by.

Gennem de næste fem år får mindst 200 unge iværksættere mulighed for at vise vejen og udvikle fremtidens grønne og cirkulære løsninger.
Iværksætterne får systematisk adgang til viden, fagligt netværk, andre virksomheder og mulige investorer, som kan løfte deres løsninger videre og skabe et stærkere forretningsgrundlag, så løsningerne kan etablere sig på markedet.

Dermed er ambitionen at skabe Danmarks førende laboratorium for bæredygtig adfærd, der breder sig til konkret forandring i samfundet, og hvor unge iværksættere løbende tester nye bæredygtige produkter og forretningsmodeller.

Samtidig skal laboratoriets løsninger øge bevidstheden om grøn adfærd hos festivalens deltagere og bidrage til en markant reduktion af festivalens affaldsmængder.

Signe Lopdrup, Roskilde Festivals administrerende direktør, siger:
”Vi har et ansvar for at gøre op med brug-og-smid-væk-kulturen og inspirere kommende generationer til en mere bæredygtig adfærd. Først og fremmest kan vi hjælpe fremtidens grønne iværksættere på vej ved at skabe rammer, hvor de kan udfordre og teste deres konkrete løsninger i et fleksibelt og kæmpemæssigt laboratorium fyldt med mennesker og muligheder. Fremtidens grønne løsninger skal i høj grad komme fra unge selv, så vores ambition er at give den næste generation af iværksættere større indflydelse og flere muligheder.”

Peter Giacomello, Tuborgfondets sekretariatschef, siger:
”Når vi indgår i et partnerskab med Roskilde Festival og markerer det med vores største bevilling i 2020, er det, fordi det er vores ambition, at vi sammen kan skabe rammerne for, at unge sætter dagsordenen for en bæredygtig fremtid, og at vi kan lykkes med at rykke ved danskernes adfærd”.

Det er vores ambition, at vi sammen kan skabe rammerne for, at unge sætter dagsordenen for en bæredygtig fremtid, og at vi kan lykkes med at rykke ved danskernes adfærd

Peter GiacomelloSekretariatschef - Tuborgfondet

Fakta om Det cirkulære laboratorium:

  • Tuborgfondet har bevilliget 7.565.000 kr. til Det cirkulære laboratorium, hvilket er fondets største bevilling i 2020.
  • Det cirkulære laboratorium skal engagere minimum 200 grønne produkter og koncepter fra unge iværksættere gennem de næste fem år. Cirkulære løsninger handler f.eks. om at designe langtidsholdbare produkter eller udvikle nye modeller for brugsret til et produkt.
  • Laboratoriet er et femårigt partnerskab mellem Roskilde Festival og Tuborgfondet. Partnerskabets aktiviteter er helårlige og er uafhængige af omstændighederne for afholdelsen af Roskilde Festival 2021.
  • Løsningerne fra partnerskabet skal bidrage til en reduktion af festivalens affaldsmængder på 50 %. Find festivalens plan for minimering af ressourceforbrug og affaldsmængder her.
  • Gennem følgeforskning og indsamling af viden og ‘best practices’ skal Det cirkulære laboratorium bidrage til mere viden om bæredygtig adfærd i Danmark.
ArrowRoskilde Festival Fonden