Unge genopliver historisk skib - det er fællesskabet, der driver værket

Ambitionen er at få skibet tilbage på havet. Men ifølge medlemmerne Lauge og Pernilla er det dog ikke det endelige mål om at få skibet i søen, der vejer tungest. Det er snarere det fællesskab, og de erfaringer de gør sig undervejs i arbejdet, som er med til at give projektet værdi.

Hvad gør det her projekt unikt?

“Projektets formål om at vi som ungdomsfællesskab restaurere et gammelt træskib, er i sig selv ret unikt, men jeg tror, at det som i højere grad får folk til at engagere sig, er det fællesskab og det læringsrum, der er blevet skabt omkring det,” fortæller Lauge Bisgaard, medlem af foreningen Ungdomsskibet Vestboen.

“Vi kommer alle med vidt forskellige erfaringer, og netop det har skabt fundamentet for et inkluderende læringsmiljø, hvor der er plads til kompetenceudvikling for alle – uanset udgangspunkt. Flere deltagere har ingen maritim baggrund, men går nysgerrigt til projektet og har lyst til at blive en del af et nyt fællesskab. Samtidig er der lærlinge fra forskellige maritime håndværksfag, som bidrager med faglig erfaring og får mulighed for at øve sig i at videregive deres viden. På den måde udvikler vi os i fællesskab – både fagligt og personligt.”

Pernilla Hurup Larsen, kasserer i foreningen, uddyber: “Helt grundlæggende handler projektet om fællesskab – og om at give unge mulighed for at opbygge både håndværkskompetencer og stolthed. Det vi synes er særligt ved Vestboen, er den store grad af inklusion. Man behøver hverken at være sejlentusiast eller håndværkskyndig – det er nok at være nysgerrig og have lyst til at bidrage. Det vi laver, er meget nichepræget, så det har været vigtigt for os at skabe et trygt og åbent rum, hvor erfaringer deles, så flere kan få glæde af at være med.”

“For nogle fungerer projektet også som et springbræt,” fortsætter hun. “Her i foråret har vi haft to medlemmer, der er kommet ind på skoleskibene –ikke fordi det er målet for alle at gå i en maritim retning, men der er rum til, at man kan udvikle sig i den retning, der giver mening for én. Flere har også kastet sig ind i foreningsarbejdet og fået erfaring med alt fra SoMe arbejde, fundraising til organisering af materialer og praktisk arbejde. Det er ét stort samarbejde på tværs, hvor alle spiller en vigtig rolle i det samlede fællesskab.”

Hvordan er det at være et ungefælleskab i en provinsby?

Pernilla fortæller, at hun selv er vokset op i Odsherred, blot 20 minutter fra Holbæk:

“Da jeg blev 18 år, var der ikke rigtig nogen tilbud for min aldersgruppe. Man endte med at søge mod de større byer for at finde ungdomsmiljøer. Det er en ærgerlig tendens, som desværre ses i store dele af landet. Derfor er det vigtigt at råbe op og skabe opmærksomhed omkring de mindre ungdomsfællesskaber – især dem der har et anderledes formål end de mere traditionelle tilbud. Vestboen er netop sådan et projekt, hvor folk rejser hertil for at se og være en del af det. Vi har medlemmer som kommer fra bl.a. Århus, Lolland, Padborg, Hobro og København, som deltager aktivt i vores foreningsliv og arrangementer.”

“Jeg er blevet mødt med skepsis, når jeg fortæller om at være ung i Holbæk, og om at være en del af et ungefællesskab der, det skyldes nok, at der i lang tid ikke rigtig har eksisteret en ungdomskultur for dem over 18 år. Jeg tror, at den opblomstring vi ser i både fællesskaber og initiativer i Holbæk de seneste år, med Lucerna og andre ungdomsmiljøer, er en modreaktion på netop det tomrum. Med Vestboen håber vi at skabe et slags flydende kulturhus, et sted hvor unge kan samles på tværs af interesser og baggrunde,” tilføjer Lauge.

“Vi har netop modtaget støtte fra Tuborgfondet til en upcycling-workshop, hvor vi i samarbejde med Ung Kunst i Holbæk skal lave totebags af vores gamle sejl. Selvom de normalt arbejder med noget helt andet end os, giver det rigtig god mening at arbejde på tværs og udveksle erfaringer. Det er meget givende, at vi som forskellige ungemiljøer i Holbæk kan trække på hinandens kompetencer.” uddyber Pernilla.

Hvad er den vigtigste erfaring I tager med jer fra det her projekt?

”Det, jeg tror, jeg tager allermest med mig videre, er følelsen af at have været med til at skabe et fællesskab omkring noget, der i starten slet ikke fungerede –et skib, der ikke kunne sejle. I dag kan det faktisk komme ud på vandet, fordi vi har arbejdet os frem mod det i fællesskab. Det har stadig lidt vej igen, før det er helt klar til for alvor at sejle ud af fjorden, men det at se konkret hvordan vi i fællesskab har skabt noget, kun igennem frivillige kræfter og fælles drømme er ret vildt.”

“Det har hele tiden været et drømmende projekt, og det er en af de ting, der gør det så særligt – at man kan få lov til at drømme sammen med andre. Det tror jeg er helt afgørende og en kæmpe drivkraft for, at ting kan lykkes,” afslutter Pernilla.