Vær med til at nominere årets Roskilde-helte
23.06.2018
Nyhed
For tredje år i træk kan du være med til at nominere grupper af frivillige ildsjæle som RFheroes. Ildsjæle som har gjort en ekstraordinær indsats for at bidrage til et fantastisk fællesskab i forbindelse med Roskilde Festival. Fem grupper blandt alle nominerede kan se frem til at blive hyldet fra den ikoniske Orange Scene under festivalen og blive en del af Roskilde Festivals Walk Of Fame.
Blandt alle Roskilde Festivals mere end 130.000 deltagere er der et væld af engagerede ildsjæle, som er med til at gøre festivalen endnu bedre for alle. Dem vil vi sammen med Roskilde Festival gerne give et ekstra skulderklap.
Det kan være en gruppe, der har gjort en særlig indsats som frivillige, lavet en indsamling til glæde for andre eller fx hjulpet en camp, som havde brug for en hjælpende hånd.
Sådan nominerer du
Kender du nogen, der har gjort noget særligt for at bidrage til fællesskabet? Så kan du nemt nominere dem ved at fortælle, hvem de er og hvorfor, de skal kåres som RFheroes ved at:
- Sende en snap (user: rfheroes)
- Sende en e-mail til rfheroes@roskilde-festival.dk
- Lave et post på Instagram med et tag #RFheroes (OBS: din profil skal være offentlig)
Husk at tilføje et telefonnummer og/eller e-mailadresse, så teamet fra Roskilde Festival kan kontakte dig.
Hyldest fra scenen og en del af RF Walk Of Fame
Blandt alle nominerede RFheroes i forbindelse med årets festival kan fem grupper se frem til at komme på Orange Scene lørdag den 7. juli før den første koncert og blive hyldet for deres indsats. Derudover bliver alle fem grupper eller organisation en del af Roskilde Festivals Walk Of Fame foran Orange Scene.
Samarbejde mellem Roskilde Festival og Tuborgfondet
RFheroes er en del af et treårigt samarbejde mellem Roskilde Festival og Tuborgfondet. Et samarbejde, som blandt andet sætter fokus på at hylde og anerkende det frivillige engagement og hylde alle dem, der bidrager til fællesskabet.
Foto: Lars Just
