Hvordan engagerer vi unge i valg?
Dato
14. januar 2026
Tidspunkt
08:00 - 10:30
Sted
Klub, Linnésgade 25, København
I forbindelse med KV25 i november var en lang række organisationer engagerede i at holde events og afprøve nye metoder til at få flere unge til at stemme og interessere sig for valget.

I Tuborgfondet tror vi på, at der er meget at lære af andres erfaringer og ideer. Vi inviterer derfor til et morgenmøde den 14. januar, hvor du kan tale med andre, der er optagede af unge og valg.
Til morgenmaden serverer vi et morgenkomplet bestående af friskbagte croissanter, surdejsbrød, økologisk ost, skyr med granola samt frisk frugt. Hertil er der kaffe, te og vand.
Programmet for morgenen:
8:00 | Dørene åbner: Kom og få en kop kaffe og morgenmad og mød de andre, der deltager
8:30 | Velkomst
Programansvarlig Mathias Findalen og evalueringsansvarlig Kristine Als Velling byder velkommen og fortæller om Tuborgfondets arbejde og samler op på Valgpuljen.
8:45 | Panelsamtale
Programansvarlig i Tuborgfondet Mathias Findalen interviewer Pernille Van Kleef fra Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) og Fatima Amchicho fra Mellemfolkeligt Samvirke.
9:10 Workshops
Vi deler os op i mindre grupper og taler sammen på kryds og tværs. Her kan du blandt andet høre, hvordan SAGA, KBH+, Gate 21, GAME & Duckling har arbejdet med at engagere unge i KV25.
10:15 | PEPTALK ved Alexander Mejdahl fra SAGA
Der vil selvfølgelig også være tid til at tale sammen og vende jeres næste idé med Tuborgfondet.
Arrangementet bliver holdt på Klub, Linnésgade 25, Kbh. fra kl. 8:00-10:30
Vi håber at se dig, og du må selvfølgelig også gerne tage en kollega eller frivillige fra jeres organisation med!
Valgpuljen – Fra valgbazar til demokrati-roadtrip
Det betyder noget, hvem der bestemmer dér, hvor man bor – og det skal unge også opleve. Tuborgfondets valgpulje på over 5,3 mio. kr. er fordelt, og der er bevillinger til gode ideer fra hele landet. 39 forskellige projekter modtog støtte til at engagere unge i kommunal- og regionsrådsvalget i november.