Flere kvinder skal på musikscenerne i fremtiden
30. april 2026
Tuborgfondet fortsætter samarbejdet med SheCanPlay. Samtidig udvider SheCanPlay indsatsen med en ny instrumentalistlinje støttet af live-branchen.

Flere unge kvinder og kønsminoriteter skal have mulighed for at finde fodfæste i musikken. Tuborgfondet har støttet SheCanPlay siden 2022 og fortsætter nu samarbejdet fire år mere med en ny bevilling på lidt over 9 mio. kr. Målet er fortsat at skabe mere lighed i musikbranchen.
En talentrapport fra Kulturens Analyseinstitut viser, at kvinder kun udgør omkring 25 % af de professionelle musikere i Danmark. Samtidig viser tal fra Koda, at kun 27 % af nye medlemmer er kvinder. Uden målrettet indsats kan der gå op mod 181 år, før der er ligestilling i musikbranchen! Dén virkelighed er SheCanPlay med til at udvikle, men der er stadig lang vej til reel ligestilling.
I SheCanPlay mødes unge artister, producere og sangskrivere i et miljø, hvor man spiller hinanden bedre og finder modet til at tage sin plads i en branche, der ellers kan være svær at navigere i. Gennem etårigt forløb får deltagerne adgang til studier, workshops, coaching og konkrete møder med branchen. De arbejder med det musikalske håndværk, spiller live og udvikler sig sammen med andre unge talenter.
Flere skal med
Og SheCanPlay gør en forskel. 98 % af deltagerne oplever, at de bliver klogere på musikbranchen, 90 % opbygger netværk, og 88 % er fortsat aktive i musikmiljøet ét år efter.
På den baggrund styrkes indsatsen nu. Målgruppen bliver udvidet til 26 år, der skal være øget fokus på at få unge med minoritetsetnisk baggrund med, og fra 2026 etableres et nyt instrumentalistforløb i samarbejde med festivaler og Live Nation. Det nye forløb skal imødekomme en udfordring, hvor mange piger falder fra som instrumentalister på vej ind i musiklivet.
"SheCanPlay har på en håndfuld år udviklet sig til en stærk aktør, der konkret flytter noget for unge i musikbranchen. De har på imponerende vis kombineret fællesskab, faglig udvikling og adgang til branchen og vist at det kan være afgørende for, om unge bliver i musikken. Samtidig er der stadig væsentlige strukturelle barrierer, som gør, at især kvinder og kønsminoriteter falder fra undervejs. Derfor er det afgørende, at indsatser som SheCanPlay får mulighed for at nå flere og stå endnu stærkere i de kommende år, Ole Buch Rahbek, sekretariatschef i Tuborgfondet.
"Vi er meget glade for den støtte vi har fået fra Tuborgfondet, så vi kan bruge endnu flere kræfter på at arbejde med ligestilling i dansk musik. Samtidig er vi også spændte på vores nye linje med fokus på livemusikere, som er muliggjort med hjælp fra Jelling Musikfestival, Nibe Festival, Roskilde Festival Gruppen, Tønder Festival og Live Nation. Vi håber at kunne gøre en forskel, for de kvinder vi skal se på scenerne i fremtiden,” siger Karen Vincent og Sarah Sølvsteen, stiftere af SheCanPlay, i en fælles udtalelse.
Siden 2017 har SheCanPlay udviklet en metode, hvor mentoring, undervisning og adgang til netværk og scener går hånd i hånd. Samtidig har SheCanPlay sat et tydeligt aftryk på både musiklivet og den offentlige samtale om ligestilling og repræsentation og har modtaget en række priser, blandt andet en Danish Music Award som ’Årets Forbillede’ og Kulturministeriets ligestillingspris Bodil Koch-Prisen.
SheCanPlay har på en håndfuld år udviklet sig til en stærk aktør, der konkret flytter noget for unge i musikbranchen
Ole Buch Rahbek
Sekretariatschef i Tuborgfondet
Her kan du læse udsagn fra deltagere:
"SheCanPlay har hjulpet mig med at få et overblik over, hvordan musikbranchen egentlig fungerer. Jeg er blevet introduceret for de forskellige typer samarbejder, man kan indgå i og de forskellige pros and cons ved dem. Det har skabt god bund for min egen refleksion i forhold til hvilke samarbejder, jeg selv har ville indgå i, i mit artistiske virke og hvilke der, for mig, har virket mest givende og aktuelle.” (Citat: Medlem af SheCanPlay)
”Personligt har forløbet hos SheCanPlay været med til, at jeg har turdet stole mere på min egen musik og turdet springe ud i nye ting og tage skridt hen imod det professionelle musikliv, jeg drømmer om. Det har været en kæmpe tryghed at vide, at jeg er gået ud i den, til tider forvirrende, branche med SheCanPlay i ryggen og en masse gode råd og støtte. Samtidigt har det på alle punkter været enormt givende at lære så mange dygtige kvinder og kønsminoriter at kende. Folk, der også skriver og producerer noget som jeg før selv havde siddet meget alene med." (Citat: Medlem af SheCanPlay)
"Mit forløb hos SheCanPlay har både påvirket min selvtillid og motivation i den positive retning. Jeg har haft oplevelser der har hjulpet mig til at tro mere på hvad jeg selv kan, og at jeg har en plads i branchen. Det har betydet meget at være omkring så mange dygtige mennesker, hvor man har støttet hinanden. Tit kan musikbranchen føles konkurrenceagtig og derfor har det været en befrielse at kunne være i rum, hvor det vigtigste har været at løfte hinanden op. Det er en energi, jeg virkelig prøver at tage med mig ud i ’den virkelige verden’. Jeg er meget stolt over at være en kvinde, der skriver og producerer, og jeg er også meget stolt over, at der er så mange kæmpe talenter i branchen lige nu." (Citat: Medlem af SheCanPlay)
Fakta om SheCanPlay
Målgruppe: Kvinder og kønsminoriteter i alderen 16-26 år
Forløbene tæller både et grundforløb, et masterforløb og fra 2026 også et nyt instrumentalistforløb.
Årligt optag: 24 deltagere på grundforløb, 10 på masterforløb og 10 på instrumentalistforløb
Aktiviteter: Camps, workshops, coaching, studietid, branchemøder og live-optrædener
Ansøgningsperiode 2026: Fra 30. april til 21. maj
Læs mere på SheCanPlays hjemmeside







