Nyt projekt skal engagere flere tusinde unge i demokratiske virksomheder
20.04.2023
Nyhed
Demokrati
PRESSEMEDDELELSE: Med en bevilling fra Tuborgfondet skal Tænketanken Demokratisk Erhverv i samarbejde med demokratiske virksomheder engagere unge i medlemsdemokratiet og få dem ind i repræsentantskaberne og bestyrelseslokalerne.
Indsatsområde
Demokrati
Nu skal unge i bestyrelserne
Tænketanken Demokratisk ErhvervI dag er unge ikke repræsenteret i danske bestyrelser. Det gælder således også i demokratiske virksomheder, hvor det ellers står medlemmerne frit for at række ud efter indflydelse. Men unge kender slet ikke til demokratiske virksomheder. I 2022 viste en undersøgelse foretaget af Tænketanken Demokratiske Erhverv, at 60% af danske unge, selv vurderer, at de har et lavt kendskab til demokratiske virksomheder.
Det er et problem for de unge, der sukker efter, en større rolle i samfundet, meningsfulde fællesskaber og mere fart på den grønne omstilling. Men det er også et problem for samfundet, når medlemsdemokratiet ældes. Hvis demokratiske virksomheder ikke når ud til unge, så er hele den demokratiske ejerform på spil, når de gamle kræfter trækker sig tilbage, og det risikerer at svække diversiteten i dansk erhvervsliv.
Et nyt projekt skal vende udviklingen, så unge ser potentialet i at engagere sig i demokratiske virksomheder.
”Demokratiske virksomheder har været laboratorium for demokratisk dannelse før det danske folkestyre så dagens lys. De unge kender ikke til medlemsdemokratiet og de demokratiske virksomheder ønsker deres deltagelse, men har ikke fået skabt nok opmærksomhed om muligheden for at deltage. Med det her projekt inviteres de unge ind og dem, der vil, kan præge udviklingen af vores demokratiske virksomheder,” siger Magnus Skovrind Pedersen, direktør i Tænketanken Demokratisk Erhverv.
Unge skal få virksomhederne til at udvikle fremtidens grønne løsninger
Projektet har til formål at klæde både unge og demokratiske virksomheder på. Virksomhederne skal blive bedre til at inkludere de unge i medlemsdemokratiet. Samtidig skal unge inspireres til deltagelse i de demokratiske organer og til valg i demokratiske virksomheder.
Tænketanken Demokratisk Erhverv forventer, at de mange nye unge medlemmer også får sat de emner, der optager dem på dagsorden, for eksempel virksomhedernes bidrag til den grønne omstilling.
”Vi inviterer alle unge indenfor ved at styrke de unges selvtillid til at tage fat om styrepinden i erhvervslivet. Når vi er færdige om knap tre år, er 1000 unge klædt på til at tage fat, og vi regner med at se et helt andet kendskab og engagement, der styrker de unge, den grønne omstilling og virksomhederne,” siger projektleder Ditte Brøgger.
Tænketanken Demokratiske Erhverv er den rette aktør, da de kan motivere og skubbe på denne nødvendige udvikling i andelsbevægelsen
Mathias FindalenProgramansvarlig for Demokrati i TuborgfondetVi inviterer alle unge indenfor ved at styrke de unges selvtillid til at tage fat om styrepinden i erhvervslivet
Ditte BrøggerProjektleder for Demokratisk TalentLab4,5 mio. kr. i støtte fra Tuborgfondet
Tuborgfondet støtter organisationer, der styrker unges handlekraft og mulighed for at engagere sig i samfundet. Samtidig er det fondets overbevisning, at unge er en vigtig del af løsningen, når danske virksomheder skal udvikle nye grønne løsninger. Derfor er det også afgørende, at flere unge får adgang til repræsentantskab og bestyrelser i demokratiske virksomheder. Derfor har Tuborgfondets bestyrelse nu bevilliget 4,5 millioner til projektet:
”Tænketanken Demokratiske Erhverv er den rette aktør, da de kan motivere og skubbe på denne nødvendige udvikling i andelsbevægelsen. Projektet er designet til, at unge får bedre kendskab til demokratiske virksomheder og konkrete muligheder for at skubbe og flytte erhvervslivet og samfundet, og samtidig være med til at løse nogle af de kæmpe udfordringer, vi står overfor hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling. Her er det afgørende, at vi får unge med ind i beslutningsrummet,” siger Mathias Findalen, som er programansvarlig for indsatsområdet Demokrati i Tuborgfondet.
Projektet er allerede skudt i gang, og de første talentforløb forventes at begynde umiddelbart efter sommer, og det første netværksmøde for demokratiske virksomheder om ungeinvolvering afholdes i efteråret.
For yderligere info:
Kontakt projektleder Ditte Brøgger på ditte@demokratiskerhverv.dk for information om samarbejdsmuligheder
Fakta om projektet
- Projektet hedder Demokratisk TalentLab – For morgendagens demokratiske ildsjæle og andelsdemokrati.
- Projektet støttes ud over Tuborgfondet også af Sportgoodsfonden, Danske Vandværker, BL – Danmarks Almene Boliger og energiselskabet Andel.
- Projektet løber fra april 2023 til december 2025 og har et samlet projektbudget på ca. 7,5 millioner. Det forventes at projektets succesfulde elementer fortsættes med finansiering fra Tænketanken og demokratiske virksomheder efter endt projektperiode.
- Projektets tætteste samarbejdspartnere består på nuværende tidspunkt af Danske Vandværker, BL, Andel og Elev- og studenterkooperativet.
- I samarbejde med Elev- og Studenterkooperativet skal projektet engagere 150 unge ambassadører, der tilbydes talentforløb, og som skal være med til at inspirere mindst 1000 andre unge, til at engagere sig i andelsdemokratiet.
- COOP, AkademikerPension, Dansk Fjernvarme, LB foreningen, Merkur Andelskasse samt boligselskaberne KAB, FSB og Boligselskabet Sjælland er nogle af dem, der kommer til at deltage aktivt i projektet. Nogle vil invitere de unge indenfor gennem en mentorordning, andre vil deltage i events eller andre aktiviteter i forbindelse med Demokratisk talentLab.
- Alle Tænketankens 64 medlemsorganisationer inviteres til medlemsnetværk om ungeinddragelse, så projektets indsigter kan inkorporeres i de demokratiske virksomheders praksis og strategiske arbejde med medlemsinvolvering.
- Alle demokratiske virksomheder, der gerne vil sikre et bæredygtigt generationsskifte i deres bestyrelser og besluttende forsamlinger er velkomne til at deltage i projektet.