Artikler

Flere unge vil skabe et arbejdsliv på nye præmisser

ArbejdslivAktuelt

22. juni 2026

I et produktionskøkken i Kødbyen i København deles 10-12 madvirksomheder om pladsen. De er også fælles om rengøring, vedligehold og ansvar for, at hverdagen fungerer. Kitchen Collective har siden 2014 har arbejdet med at skabe bedre vilkår for madiværksættere gennem fællesskab, videndeling og demokratisk organisering.

Iværksætteri i trods

Mia Maja Hansson var selv en ung iværksætter, da hun stiftede Kitchen Collective i 2014. I dag giver arbejdet i Kitchen Collective og bestyrelsesposten i Kooperativt København hende et unikt indblik i de værdier og forventninger, der præger en ny generation på arbejdsmarkedet.

For Mia Maja handler det ikke kun om at drive en forretning, men om at skabe et arbejdsliv, hvor fællesskab, inklusion og medbestemmelse er en del af fundamentet.

Og netop den måde at tænke arbejdsliv på oplever hun, at flere unge efterspørger.

"Mange unge bliver iværksættere i trods. Simpelthen fordi det arbejdsliv, de drømmer om, ikke findes. Der er så mange voldsomme og komplekse udfordringer i verden lige nu, at mange oplever, at vi er nødt til at tænke og arbejde på nye måder. Derfor er unge optagede af at skabe virksomheder og arbejdspladser, hvor fællesskab, inklusion og socialt ansvar er tænkt ind fra begyndelsen – værdierne skal ikke bare være et ’add on’, når forretningen først kører."

Vi er vant til at tænke innovation som nye produkter og nye forretningsidéer. Men innovation kan også ligge i måden, vi organiserer arbejdet på

Mia Maja Hansson

Stifter af Kitchen Collective og bestyrelsesmedlem i Kooperativt København

Succes kan se ud på mange måder

For nogle år siden mødte C især iværksættere, der kom med en idé til et nyt bæredygtigt produkt eller en ny madoplevelse. I dag oplever Mia Maja Hansson en anden drivkraft.

"Vi møder stadig mennesker med gode produktidéer, men i dag kommer mange også, fordi de gerne vil skabe et andet arbejdsliv. Nogle er trætte af dårlig arbejdskultur i restaurationsbranchen, andre kan ikke se sig selv i fx ’fine dining’. De starter ikke nødvendigvis med et produkt. De starter med nogle værdier."

Hun peger blandt andet på fællesskab, inklusion, ordentlige arbejdsvilkår og medbestemmelse som værdier, der fylder mere hos mange unge. Samtidig udfordrer det den traditionelle forestilling om, hvad succes er.

"Vi er vant til at tænke innovation som nye produkter og nye forretningsidéer. Men innovation kan også ligge i måden, vi organiserer arbejdet på. Det handler om at skabe rammer, hvor mennesker kan arbejde ud fra værdier, de tror på."

Arbejdsfællesskab med spilleregler

I Kitchen Collective er de værdier ikke bare noget, der er nævnt på et hjørne af hjemmesiden. De kommer til udtryk i den måde, virksomhederne organiserer sig på som i et kollektiv. Her deles man om de praktiske opgaver, som følger med et arbejdssted, hvor alle bidrager til fællesskabet.

To gange om året mødes virksomhederne for at genbesøge både de fælles (nedskrevne) spilleregler og den arbejdskultur, kollektivet ønsker at skabe sammen.

"Vi har bygget et arbejdsfællesskab, hvor virksomhederne deler både faciliteter, ansvar og erfaringer. Vi deles om rengøring, vedligeholdelse og de opgaver, som skal løses for at få fællesskabet til at fungere. Vi deler både det sjove og det sure."

Netop den udvikling er afsættet for to nye initiativer fra Kooperativt København, som Tuborgfondet har støttet.

Til oktober 2026 inviterer organisationen til Fabrika Festival, hvor iværksættere, kooperativer, sociale bevægelser og virksomheder mødes om nye måder at skabe arbejdsliv og forretning på. I forlængelse af festivalen lanceres KoopFabrika - et uddannelses- og mentorforløb for unge og fællesskabsorienterede iværksættere.

Et centralt element bliver læring fra praktiker til praktiker. Deltagerne skal møde mennesker, som selv driver kooperativer og fællesskabsbaserede virksomheder, og som har erfaring med at omsætte idéer og principper til konkrete arbejdspladser.

Start med det, I gerne vil forandre

Da Mia Maja blev en del af Kooperativt København, fik hun adgang til et fællesskab af mennesker, som arbejdede med mange af de samme spørgsmål om ledelse, organisering, fællesskab og værdidrevet forretning.

"Det ændrede hele mit arbejdsliv. Pludselig blev jeg en del af et fællesskab, hvor vi kunne spejle os i hinandens erfaringer og lære af mennesker, som stod med mange af de samme udfordringer og ambitioner."

Netop derfor ser hun et stort potentiale i KoopFabrika.

"Man skal ikke tro, at man står alene med sine idéer. Der findes allerede mennesker og virksomheder, som arbejder på andre måder, og som gerne deler deres erfaringer. Det kan være enormt værdifuldt at møde andre praktikere og opdage, at der faktisk allerede findes et økosystem, man kan blive en del af."

Derfor er hendes råd til unge, der drømmer om at skabe deres egen arbejdsplads, enkelt:

"Hvad er det for en forandring, I gerne vil skabe? Hvad står I sammen om? Når det er på plads, kan man begynde at bygge virksomheden. Og så skal man opsøge andre, der allerede gør det."

Der er brug for forandringen, mener hun. Og der er brug for flere, der tør tro på, at man godt kan bygge en virksomhed baseret på værdier fremfor vækst.

Alle fotos: Agnes Saaby Thomsen for Kooperativt København

Om Kitchen Collective

Kitchen Collective er et inkluderende, demokratisk, deleøkonomisk og dagsordensættende madiværksætterhus med delekøkkener, events og venue, butik og viden og formidling midt i det pulserende Kødbyen i København.

Kitchen Collective sætter scene til madiværksætteriet, fordi de tror på, at madiværksættere er fyrtårne for velsmagende løsninger på et sundere og mere bæredygtigt madsystem. I dag har de mødt og hjulpet over 700 madiværksættere i gang.

Kitchen Collective

Bliv opdateret
på Tuborgfondet?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv opdateret med nye puljer, jobmuligheder og events.