Fysikklubben vil gøre en forskel
30.11.2023
Nyhed
Entreprenørskab
MÅNEDENS DRØMMER: Fysikklubben på Allerød Gymnasium har fået støtte fra Drømmepuljen til deres projekt om at bygge 3D-printede vindmøller og vandmøller.
Indsatsområde
Entreprenørskab
Allerød Gymnasium
Læs om Allerød GymnasiumAlbert, Sophus, Stefan, Johan og Alfred fra 2.G på Allerød Gymnasium elsker fysik. De drømmer om en dag at bruge faget til at gøre en forskel for mennesker uden adgang til elektricitet. Fysikklubben har fået støtte fra Drømmepuljen til deres projekt om at bygge 3D-printede vindmøller og vandmøller, der måske kan løse fremtidige udfordringer med adgang til elektricitet. Projektet er et eksempel på, at man kan komme rigtig langt for pengene – selv en mindre bevilling på lidt over 1.800 kroner kan være med til at opfylde unges drømme om grønt entreprenørskab. Vi har spurgt Johan Stroyer Pallesen på 17 år, hvordan det går med projektet.
Hvad er det bedste ved jeres projekt?
Det har været sindssygt fedt at se vores tanker og ideer blive til virkelighed – at se det virke i praksis. Det er fedt at se noget, man har siddet og set på en skærm og leget rundt med, pludselig være et virkeligt produkt, man kan stå og holde i hånden. Det er også altid spændende at se, om tingene faktisk fungerer som forventet, eller om der er noget, man havde overset på computeren. Derudover har det også bare været et rigtigt hyggeligt projekt, hvor vi har brugt tid sammen og haft det sjovt.
Hvordan har Tuborgfondets støtte påvirket jeres projekt?
Tuborgfondets støtte har gjort hele projektet muligt. Det har gjort at vi har kunnet udvikle vores design langt hurtigere. Før havde vi ret begrænset adgang til materialer, og vi blev derfor nødt til at tænke en del over, hvad der kunne betale sig at prøve at forbedre, og hvad vi har været nødt til at lade være, som det er. Det har også givet os adgang til nye ting som f.eks. motorer, som har gjort vores vindmølle langt mere effektiv.
Har du råd til andre unge, der ønsker at starte et projekt?
Bare prøv. Gå i gang med et eller andet og lad være med at tænke for meget over, hvad der kan ske eller ikke ske. Det er ligesom med afleveringer i skolen, det sværeste er nærmest altid at komme i gang. Og find så nogle andre, der har samme interesse og gør det til et hyggeligt socialt projekt. Det er altid godt at have forskellige vinkler på det samme emne, for det kan være, at en anden ser løsninger, du ikke selv kan se.