Studerende udfordrer materialevalg i byggeri og design
06.03.2025
Nyhed
Arbejdsmarked
Med støtte fra Tuborgfondet kan Det Kongelige Akademi styrke grønt iværksætteri blandt studerende og nyuddannede.

Indsatsområde
Arbejdsmarked
Det Kongelige Akademi
Læs mereStartup Support & Hub giver adgang til rådgivning og netværk, så studerende og nyuddannede kan få hjælp og støtte til at omsætte deres idéer til grønne virksomheder med sunde sorte tal på bundlinjen. Støtte fra Tuborgfondet gør nu, at Det Kongelige Akademi kan udvide indsatsen.
Nysgerrig på materialer
I Startup Hubben kan færdiguddannede designere, arkitekter eller konservatorer få et helt års inkubationsforløb med skræddersyet support baseret på deres afgangsprojekt. De lærer bl.a., hvordan man rejser ekstern kapital, og de får testet og valideret deres virksomhedsidé.
“Kirstine Nørgaard Sejersen står sammen med Jón Hinrik Höskuldsson bag Bundle Studio, som udvikler møbler og objekter med et materialedrevet fokus. De to unge arbejder med biobaserede materialer som hør og PLA, som er en slags fiberbaseret bio-plast, og de har bl.a. udviklet prototypen Bundle – a biobased chair. Et designprojekt som fylder al deres arbejdstid – og lidt til.
”Først og fremmest er vi formgivere, der gerne vil skabe smukke og funktionelle møbler. Samtidig er vi begge to drevet af en stor nysgerrighed på nye materialer, og de potentialer de rummer – ikke mindst når det gælder grøn omstilling,” fortæller Kirstine, som er nyuddannet møbeldesigner.
Bundle Studio har gennem Det Kongelige Akademi fået adgang til værksteder, kontor og vigtig rådgivning, blandt andet om fundraising, økonomi og netværk. Interessen for de klimavenlige stole har været stor – også internationalt. Senere på året skal stolen bl.a. en tur på møbelmesse i Milano.
”Vi vil gerne udfordre branchen til at tænke i nye materialer, og det gør vi ved at designe prototyper, som inspirerer. Drømmen er, at vi kan have vores eget studio – og at vores designs kommer ud at leve hos producenter, så vi på sigt kan få en sund forretning op at køre.”

Bundle Studios Kirstine og Jón.
Grønne plader og orange feeling
Mikki Gabriel Simonsen og nyuddannet arkitekt. Sammen med Camilla Roll-Lund, som også er arkitekt, står de bag HÆMP. Virksomheden udvikler akustikpaneler lavet af et biogent materiale, der udelukkende er sammensat af hampeskærver – et restprodukt fra hampindustrien – samt vand og kalk. Et smart og – fra naturens hånd – brandhæmmende materiale, der kan støbes i alle former og farver.
”HÆMP forbedrer akustikken OG reducerer CO2-aftrykket – simpelthen fordi pladerne er med til at forbedre indeklimaet ved at optage CO2 fra det lokale, de er hængt op i over tid,” forklarer Mikki, som i hele sin studietid har været optaget af den grønne omstilling i byggeriet.
Her kan Hæmp-akustikpladerne potentielt spille en rolle. Fremstilling sker med lavt energiforbrug og minimale CO₂-udledninger. Produktet er fuldkommen cirkulært og kan genstøbes i nye blandinger. Det kan sågar kastes ud på marken og gå naturligt i jorden.
Sammen med sin forretningspartner har Mikki gennem de seneste måneder modtaget et mikrolegat, fået nye kontakter og rådgivning, som har ledt til netværksarrangementer, faglige workshops og en kommende deltagelse i Det Cirkulære Laboratorium på Roskilde Festival, hvor grønne iværksættere tester deres ideer på festivalens publikum.
”Vi er ret nye, når det gælder iværksætteri, og vi har derfor haft stor glæde af at sparre med rådgivere i Startup Hubben. Men også med andre unge iværksættere om deres erfaringer og ideer – f.eks. når det gælder afprøvning og justering”.
Vi vil gerne udfordre branchen til at tænke i nye materialer, og det gør vi ved at designe prototyper, som inspirerer
Kirstine Nørgaard SejersenDesignerKlima som grundpræmis
Camilla Huge-Lind, Head of Entrepreneurship på Det Kongelige Akademi, ser et stort potentiale i unge iværksættere.
“De studerende tager naturligt udgangspunkt i bæredygtighed, når de skaber virksomheder. Det er slet ikke til diskussion, men en del af deres måde at tænke design og arkitektur på. Jeg er virkelig imponeret over innovationshøjden,” siger Camilla Huge-Lind.
Hun understreger, at mange unge iværksættere fra kreative fag kan have svært ved at få fodfæste som selvstændige – for mange bliver iværksætteriet en bibeskæftigelse. Derfor er støtte som den fra Startup Support & Hub vigtig for at bygge bro mellem uddannelse og erhvervsliv – og for at give studerende indsigt i muligheder for beskæftigelse.
Støtte, der rækker langt
For både Kirstine og Mikki betyder Startup Support & Hub, at de sammen med deres respektive forretningspartnere kan fokusere på at udvikle produkter og komme ud på markedet. Det Kongelige Akademi forventer, at initiativet kan hjælpe op mod 150 unge iværksættere de næste år – alle med en ambition om at gøre eksperimenterende design og grøn omstilling til kernen i deres forretning.

HÆMP forbedrer akustikken og reducerer CO2-aftrykket
Fakta
Startup Support & Hub dyrker et tæt samarbejde med erhvervsfaglige og økonomiske partnere som Danmarks Eksport- og Investeringssfond (EIFO), Innovationsfonden, IværksætterDK, Roskilde Festivals Cirkulære Laboratorium og Even Founders – samt ikke mindst Trifolium, hvor iværksætterne bliver del af et kommercielt værksteds- og iværksættermiljø efter 6 måneder med individuel rådgivning, værkstedsadgang og workshops på Det Kongelige Akademi.