For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Tuborgfondet Musikhjælp: Nu kan I søge puljen ’Musikkens Frivillige’

05.09.2023

Nyhed

Kreative Erhverv

I Tuborgfondets pulje ’Musikkens Frivillige’ kan festivaler, spillesteder og andre koncertarrangører søge op til 250.000 kroner, som kan styrke frivillighed. Der er deadline for ansøgninger den 23. oktober 2023.

Indsatsområde

Kreative Erhverv

Læs mere om Musikkens Frivillige

Se puljen her

Frivillige er rygraden i mange af landets musikfællesskaber. Det er ofte frivillige, der afvikler koncerter og har ansvar for f.eks. lys og lyd. Det er også musikkens frivillige, der booker musikere og markedsfører koncerter og festivaler lokalt – alt sammen for at skabe gode fælles oplevelser for publikum og de mange dygtige unge musikalske talenter, som får værdifuld erfaring fra vækstlagsscenerne.

“Det danske musikmiljø lever kun, fordi der er unge frivillige, som med holdånd, energi og engagement får festivaler og koncerter til at hænge sammen – både på og bag scenen. Vi vil styrke unge musikfællesskaber og give ekstra vitaminer til frivilligheden. Meget gerne i form af samarbejdsprojekter på tværs af aktører, så vigtig viden og gode erfaringer kan sprede sig som ringe i vandet,” siger Mikkel Sander, programansvarlig for Kreative Erhverv i Tuborgfondet.

Samarbejde med lokale gymnasier

30 koncertarrangører fik i foråret støtte med i alt 2,2 mio.kr. fra puljen Musikkens Frivillige. Blandt andet fik festivalen Høst Møn 25.000 kr. til et akademi for unge lokale frivillige, og Rytmisk Råstof, som blandt andet driver spillestedet Harders i Svendborg, fik 200.000 kroner til et kompetenceforløb for frivillige på Sydfyn:

”Jeg tror, det er vigtigt med rammer, hvor unge kan mødes og skabe noget sammen. For fællesskabet er den motor, der får det frivillige arbejde til at rykke. Vi samarbejder med lokale uddannelsesinstitutioner – blandt andet gymnasier – om rekruttering. Der er også konkrete planer om en festival, hvor frivillige unge står for alt i forhold til planlægning, afvikling og markedsføring. Dén frihed er der en kæmpe styrke og læring i,” siger Jeppe Skjold fra spillestedet Harders.

Unge oplærer unge

Flere af de koncertarrangører, som fik støtte i foråret, styrker frivilligheden ved at få fællesskabet til at gro – f.eks. mødes frivillige unge fra spillestedet Gnisten med andre unge fra hele Østjylland for at udveksle erfaringer og netværke. Samtidig er der fokus på viden om at arrangere og afvikle koncerter:

”Vi giver konkret viden om koncertafvikling og sørger hele tiden for at nære dét fællesskab, det er, at mødes og blive klogere sammen,” siger Andreas Bech, fra Foreningen Musikværket i Ry, der bl.a. driver Gnisten i den østjyske by.

Også foreningen Kanten i Esbjerg fik i foråret støtte til, at garvede frivillige kan dele ud af deres erfaringer i et mentorforløb med og for unge:

”For mange handler det om at få øje på de muligheder og fællesskaber, der findes i at arrangere og afvikle koncerter – både fagligt og socialt”, siger Gustav Alvarez Jensen, forperson i Kanten.

Vi giver konkret viden om koncertafvikling og sørger hele tiden for at nære dét fællesskab, det er, at mødes og blive klogere sammen

Andreas Bech Fra Foreningen Musikværket i Ry, der bl.a. driver Gnisten i den østjyske by

For mange handler det om at få øje på de muligheder og fællesskaber, der findes i at arrangere og afvikle koncerter – både fagligt og socialt

Gustav Alvarez Jensen Forperson i Kanten.

For yderligere info:

Programansvarlig for Kreative Erhverv og Entreprenørskab Mikkel Sander

mks@tuborgfondet.dk

 

Om Musikkens Frivillige

Musikkens Frivillige har ansøgningsfrist den 23. oktober 2023. Puljen henvender sig til festivaler, spillesteder og andre koncertarrangører, som kan søge op til 250.000 kroner til at styrke frivilligheden. Puljen bidrager til at skabe bedre rammer og vilkår for at være ung frivillig i det danske musikmiljø – og dermed bedre vilkår for at være ung vækstlagsartist. I foråret blev der uddelt 2,2 mio. kr. til 30 koncertarrangører, og der er lige nu 1,8 mio. kr. at søge her i 2. runde.

ArrowMusikkens Frivillige