For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Unge sejler klimaskibet til Bornholm

22.05.2024

Nyhed

Entreprenørskab

MÅNEDENS DRØMMER: Mød Mette Susgaard og andre unge fra Den Grønne Ungdomsbevægelse på Klimaskibet i Inderhavnen på Folkemødet.

Indsatsområde

Entreprenørskab

Læs om Den Grønne Ungdomsbevægelse

Læs om bevægelsens arbejde

Klimaskibet er Den Grønne Ungdomsbevægelses platform på Folkemødet, hvor unge sætter klimaet øverst på dagsordenen. For 3. år i træk sejler klimaskibet fra Møns kyst til Folkemødet i Allinge. Tuborgfondet støtter turen og Folkemødedeltagelsen gennem Drømmepuljen.

Vi har talt med kandidatstuderende og aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse, Mette Susgaard. Hun er med til at arrangere DGUB’s aktiviteter på Folkemødet, og du kan møde hende og andre unge på Klimaskibet i inderhavnen i Allinge Havn på plads H13 under Folkemødet. Der vil bl.a. være åbningstaler, koncert, boglancering og en politisk såkaldt sylte-event, som du ikke vil gå glip af.

Kan du fortælle lidt om klimaskibet på folkemødet, og hvilken forskel du tror skibet kan gøre?

Klimaskibet er Den Grønne Ungdomsbevægelses platform på Folkemødet, hvor unge sætter klimaet øverst på dagsordenen. Og vi gør det i et forum, hvor klimaet ellers kan blive glemt i mængden af talks, quizzer og events. Nationalmuseets skonnert Bonavista fungerer som vores scene for events. Skibet er en tryg base for os, hvor vi taler om vores strategier, netværker og krammer hinanden, når vi bliver frustrerede. De 65 aktivister deltager også i andre debatter på Folkemødet for at vise den unge skarpe klimastemme, hvor der er brug for det.

Hvad er din rolle i Den Grønne Ungdomsbevægelse, og hvorfor valgte du at blive en del af organisationen?

De økologiske krisers alvor er stor. Og det samme er gabet mellem viden om alvoren og den reelle politiske handling. Det tror jeg, de fleste ved, og det har drevet min aktivisme. Der er stadig brug for bevægelser, der kalder på handling, går på gaden og viser civilsamfundets krav. At stille politikere til ansvar, for det de siger, når der er valg, bliver en større og større opgave. Det er et demokratisk grundvilkår, at nogle som os høres i debatterne, for vi har drømme og håb, som ikke skal affejes med gamle paradigmer. For tiden er jeg engageret i gruppen, der arrangerer folkemøde, fordi jeg selv er bidt af sejlskibstraditionen og at sejle. Vi er et stærkt fællesskab af unge, der kæmper for klimaet og for en retfærdig fremtid – for der er så meget, der er værd at kæmpe for.

Hvilken fremtid drømmer du om?

Jeg tror, mange af os drømmer om at være tættere forbundet. Én af de ting, vi mennesker sætter pris på at være forbundet til, er naturen omkring os. Og jeg drømmer om mere natur, som i MEGET mere. Jeg drømmer om, at jeg ser insekter på andre tidspunkter, end når jeg blinker smådyr ud af øjnene på min cykel på Nørrebro. Jeg drømmer om et fødevaresystem, der ikke fokuserer på kvantitet, som ikke udpiner vores jorde, som giver plads til biodiversitet, og ikke til at titusindvis af smågrise må aflives hver dag. Og jeg drømmer om et samfund, hvor magten er fladere, og danskernes stemmer ikke blot høres hvert fjerde år i en stemmeboks. Personligt såvel som professionelt drømmer jeg om et samfund, hvor omsorg for planeten og mennesker fylder langt mere i indretningen af samfundet. For når vi måler værdi i bruttonationalprodukt, er der ikke taget højde for trivsel. Det kan holde enhver drøm tilbage.

Har du et godt råd til unge klimainteresserede?

Meld dig ind i et fællesskab eller en bevægelse! Stil krav, vær insisterende og følg op, hvis du har politisk interesse. Det bedste, jeg har set som værn mod klimaangst, er at føle, man gør noget. Og jeg har set, hvordan bevægelser som DGUB giver unge en mening, uanset om du laver grafik eller skræller kartofler til fællesmad, så virker det enormt godt. Det hele hjælper, og der er et omsorgsfuldt fællesskab, der ikke vender klimaansvars-pilen hen mod den enkelte. Det tror jeg, mange unge har brug for.

Læs om Den Grønne UngdomsbevægelseArrow Right

RELATEREDE NYHEDER

27.02.2024Entreprenørskab”For unge der vil forandre verden”