Unge står bag skulptur på havnen
26.06.2024
Nyhed
Arbejdsmarked
MÅNEDENS DRØMMER: Næstved havn har fået et nyt kunstværk, som er bygget af erhvervsskoleelever – en skulptur af mursten og andre byggematerialer. Vi har spurgt August på 18 år, hvordan det var at deltage i projektet.
Indsatsområde
Arbejdsmarked
Tuborgfondets fokus på erhvervsuddannelser
Læs debatindlæg i AltingetSkulpturpark Næstved Havnepromenade har sammen med EUC Sjælland, Erhvervsakademi Zealand og to erhvervsskoler i Lübeck taget initiativ til at involvere unge håndværkerelever i opførelsen af skulpturen. Én af dem er August Boskov Stender på 18 år, som er i lære som struktør hos en entreprenør, hvor han blandt andet graver fjernvarme ned og laver belægning i forskellige anlægsprojekter. Han deltog i byggeriet som elev på EUC Sjælland.
Hvordan var det at være med til at bygge skulpturen?
“Det var noget helt andet, end det vi plejede at lave på skolen – udfordrende og derfor også sjovt at prøve. På skolen havde vi mest lavet sådan mere standard belægning, så det var sjovt at prøve kræfter med helt andre former og materialer. Det var jo ikke bare betonvægge vi byggede med, men 500 år gamle – og meget tunge – munkesten. Samtidig var det et stort projekt, hvor vi arbejdede sammen med tyske unge, som også går på håndværkerskole. Der var nogle sjove detaljer i projektet, hvor de gjorde det anderledes end os – på den måde lærte vi også nye byggeteknikker. Det var en oplevelse for livet, hvor jeg også fik nye venner undervejs”.
Hvordan fandt du ud af, at du ville gå på en erhvervsuddannelse?
“Gennem en veninde. Jeg skulle egentlig starte som tømrer, men så sagde min veninde, at hun troede, struktør ville være noget for mig, så jeg spurgte om jeg kunne skifte. Jeg har fået en masse nye venner hernede i Næstved. Jeg var lidt ældre end de andre på skolen, så vi kørte tit hjem i min bil, hang ud, spillede kort og sådan noget. Der var et vildt godt sammenhold på skolen. Nu er jeg startet i lære, som er noget andet, men også spændende”.
Hvad drømmer du om, når du tænker på dit fremtidige arbejdsliv?
“Jeg drømmer om at være formand på en byggeplads. Så er man med til at træffe beslutningerne og finde på de kreative løsninger, når der opstår problemer i et anlægsprojekt. Sådan var det også lidt med skulpturen, hvor vi skulle skabe helt andre former, end vi var vant til – altså fx runde former, der bølgede og bøjede sig i forløb”.
Skulpturbyggeriet på Næstved Havn er støttet af Borgerprojektfonden under EU-programmet Interreg Deutschland-Danmark, som der støtter borgernære dansk-tyske projekter og kulturaktiviteter. Udover erhvervsskoleelever indgik lærlinge fra de to Næstved-firmaer Holbøll A/S og Hansen & Andersen A/S i projektet, og byggematerialerne blev støttet af Tuborgfondet gennem Drømmepuljen, Brand af 1848 Fond og XL-Byg Meding i Næstved. Skulpturen er designet af billedkunstner Morten Bech Jensen.
Fakta om struktøruddannelsen
Struktør er en faguddannet jord- og betonarbejder. Erhvervsuddannelsen har specialerne anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger, der varer tre år og 5-11 måneder, samt kloakrørlægger, der varer et år og 6-12 måneder. Uddannelsen veksler mellem skole og praktik.