15 nye projekter skal åbne musiklivet for unge, der i dag står udenfor
08. april 2026
Fra rap og musikproduktion til koncertcaféer, DJ’ing og digitale fællesskaber: MÆRKBAR, et nyt nationalt udviklingsprogram har udvalgt 15 projekter, der skal skabe nye veje ind i musiklivet for unge mellem 16 og 25 år.

Musiklivet i Danmark rummer i dag både talent og interesse, men adgangen er ulige fordelt. For mange unge opleves vejen ind som snæver, utilgængelig eller irrelevant i forhold til deres egen virkelighed. MÆRKBAR adresserer denne udfordring ved at udvikle nye formater, samarbejder og lokale praksisser, hvor unges egne interesser og udtryk er udgangspunktet gennem 15 projekter landet over fra august 2026.
De 15 projekter er forankret i de lokale musik- og kulturskoler, men udvikles i tæt samarbejde med lokale aktører som ungdomsskoler, spillesteder, kulturhuse, boligområder og ungdomsuddannelser. Fælles for projekterne er fokus på lav adgangstærskel, trygge rammer og unges egne interesser som drivkraft.

“Mange unge har lyst til at spille musik og til være en del af musikalske fællesskaber. Desværre har mange unge også svært ved at se sig selv i de miljøer, der allerede findes, eller svært ved at finde indgange til de miljøer som findes. Der er derfor behov for at udvikle nye indgange og gentænke vores måde at arbejde på som institutioner. Når vi udvikler musikfællesskaber sammen med unge, opstår der nye formater og et musikliv, der er mere åbent, mere mangfoldigt og mere relevant,” siger Maja Joss-Børch, DMKs programleder for MÆRKBAR.
Fra Brønderslev til Kerteminde
Projekterne spænder bredt i både geografi og indhold. Nogle arbejder med sangskrivning, rap og producerkultur i eksisterende ungemiljøer. Andre udvikler koncertcaféer, jammiljøer og klubformater, hvor unge selv er medskabere. Flere steder bruges tekniske indgange som lyd, lys og sceneteknik som vej ind i musiklivet, mens andre projekter eksperimenterer med digitale fællesskaber og tværkommunale samarbejder. Fælles er en ambition om at skabe varige forandringer i mødet mellem unge og musik.
Når vi udvikler musikfællesskaber sammen med unge, opstår der nye formater og et musikliv, der er mere åbent, mere mangfoldigt og mere relevant.
Maja Joss-Børch
DMKs programleder for MÆRKBAR
“Det er stærkt at se så mange foreninger, spillesteder og andre lokale musikmiljøer byde ind, og hvordan projekterne breder sig over hele landet. Det baner vejen for nye måder at være en del af musiklivet på og nedbryder barrierer mellem det formelle musikskolesystem og de mere uformelle ungedrevne miljøer. Rytmisk musik er en væsentlig del af ungdommens stemme. Et sted, hvor unge udtrykker sig, udfordrer normer og former fremtidens kultur. Derfor skal flere unge have en reel mulighed for et liv med musik — uanset hvor i landet de bor, og hvilke baggrunde de er rundet af, siger Mikkel Sander, programansvarlig for rytmisk musik i Tuborgfondet.
MÆRKBAR er udviklet for at styrke musik- og kulturskolernes rolle som lokale udviklingsaktører. Projekterne fungerer ikke kun som aktiviteter, men som afsæt for ny viden om, hvordan man skaber bæredygtige ungemiljøer og bygger bro mellem eksisterende og nye musikfællesskaber.
MÆRKBAR er funderet hos Danske Musik- og Kulturskoler — DMK, støttet af Tuborgfondet med over 10 millioner kroner og gennemføres i samarbejde med Rytmisk Musikkonservatorium som videnspartner. Efter et open call med ansøgninger fra 28 kommuner er 15 projekter nu udvalgt.
Fakta om MÆRKBAR
Nationalt udviklingsprogram for unge mellem 16 og 25 år
Målrettet unge, der ikke af sig selv finder vej ind i eksisterende musikmiljøer
15 projekter udvalgt efter open call med 28 ansøgere
Forankret i musik- og kulturskoler i hele landet
Samarbejder med bl.a. ungdomsskoler, spillesteder, kulturhuse og ungdomsuddannelser
Fokus på bl.a. musikproduktion, rap, DJ, sangskrivning, teknik og fællesskaber
Støttet af Tuborgfondet
Rytmisk Musikkonservatorium er videnspartner
Læs mere om de 15 udvalgte projekter her.
Kontakt:
Nanna Frank
Kommunikationsansvarlig, MÆRKBAR
[email protected]
Maja Joss-Børch
Programleder, MÆRKBAR
[email protected]


