For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteValgpulje – flere unge stemmer til kommunalvalgetKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Erhvervsskoleelever former fremtidens lektiehjælp i matematik

06.12.2023

Nyhed

Arbejdsmarked

Nonprofitorganisationen Matematikcenter skal sammen med unge fra erhvervsuddannelser indenfor Teknologi, Byggeri og Transport undersøge, hvilken lektiehjælp der fungerer bedst i hverdagen. Målet er motiverede elever, som selv er med til at finde de gode løsninger.

Indsatsområde

Arbejdsmarked

Matematikcenter

Læs mere

Matematik er et helt centralt fag på mange erhvervsuddannelser, men det er samtidig også et fag, der ofte beskrives som et nederlagsfag, der påvirker elevernes indlæring, motivation og muligheder for at opnå deres fulde potentiale i matematik. Samtidig har erhvervsuddannelser i mange år haft en høj frafaldsprocent sammenlignet med andre uddannelser. Faktisk stopper næsten halvdelen af dem, der begynder på en erhvervsuddannelse før tid.

Matematikcenter er en nonprofitorganisation, der tilbyder gratis lektiehjælp til børn og unge. Målet er at skabe lige muligheder for læring og at gøre matematikken forståelig for alle. Organisationen igangsætter nu en undersøgelse, der sigter mod at forstå erhvervsskoleelevernes ønsker og behov for lektiehjælp i matematik. Unges perspektiver og input danner fundamentet for undersøgelsen:

“Mange af de elever, som søger mod erhvervsskolen, er elever, som i folkeskolen oplevede skoletræthed og udfordringer med undervisningen. Matematikcenters undersøgelse er vigtig, fordi den giver eleverne en stemme. Den vil give viden om, hvordan man bedst muligt kan tilrettelægge en lektiehjælp i matematik med udgangspunkt i elevernes ønsker, som er med til at mindske frafaldet på erhvervsuddannelserne,” siger Lucas Nørregaard, regionsordfører for Erhvervsskolernes Elevorganisation.

Matematikcenters undersøgelse er vigtig, fordi den giver eleverne en stemme

Lucas Nørregaard Regionsordfører for Erhvervsskolernes Elevorganisation

Vi ønsker at give flere unge en god start på arbejdsmarkedet og støtter aktiviteter, der giver unge erfaringer og kompetencer, der danner grundlag for et godt arbejdsliv

Pernille Brems Programansvarlig for Arbejdsmarked i Tuborgfondet

Elevernes stemme er i centrum

For at sikre konkrete og bæredygtige anbefalinger, inddrager undersøgelsen også̊ repræsentanter fra erhvervsskolesektoren, relevante vidensaktører og frivillige fra Matematikcenter. Bolette Møller Jensen, der er Sekretariatsleder for Matematikcenter, siger:

”Matematikcenter har et velafprøvet koncept for gratis lektiehjælp i matematik på ungdomsuddannelserne, men vi har længe ønsket at tilpasse vores model til elever på erhvervsuddannelserne. Med en bevilling fra Tuborgfondet bliver det nu muligt at sætte eleverne i førersædet, så det bliver deres stemme og oplevelser, der former løsningerne.”

Tuborgfondet støtter bl.a. unges vej fra ungdomsliv til arbejdsliv:

“Vi ønsker at give flere unge en god start på arbejdsmarkedet og støtter aktiviteter, der giver unge erfaringer og kompetencer, der danner grundlag for et godt arbejdsliv – vi glæder os til at følge projektet og høre erhvervsskoleelevers idéer til, hvordan attraktiv lektiehjælp kan se ud,” siger Pernille Brems, programansvarlig for Arbejdsmarked i Tuborgfondet.

For yderligere info:

Astrid Marie Lang, Analytiker

astrid@matematikcenter.dk

Nana Frøling Nielsen, Kommunikationsansvarlig

nana@matematikcenter.dk

Pernille Brems, Programansvarlig for Arbejdsmarked i Tuborgfondet

pb@tuborgfondet.dk

ArrowErhvervsuddannelser: Begejstring som brændstof