Der er brug for unge hænder til kommunalvalget
04.11.2025
Nyhed
Demokrati
Kun få unge hjælper med at holde demokratiet kørende som valgtilforordnede – nu skal flere med.

Indsatsområde
Demokrati
Læs mere om
Tuborgfondets valgpuljeNår danskerne går til valg, tager vi det for givet, at alt spiller. Stemmelisterne ligger klar, blyanterne er spidset, og stemmerne bliver talt op, mens vi drikker aftenkaffe, ser valg-tv eller sover. Men bag kulissen står tusindvis af frivillige valgtilforordnede, der får demokratiet til at fungere i praksis.
De sørger for, at valghandlingen er åben, retfærdig og tillidsfuld. Alligevel hører de til demokratiets usynlige hænder – og alt for få af dem er unge.
En ny rapport, Demokratiets usynlige hænder fra Tænketanken Mandag Morgen, udarbejdet i samarbejde med professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet, AskovFonden KBH+, ungdomsorganisationen SAGA og Tuborgfondet, viser, at kun omkring hver tiende valgtilforordnet er under 34 år. Til gengæld er næsten halvdelen mellem 55 og 74 år, og langt de fleste er etnisk danske.
Vi har alle sammen en rolle og en betydning for fællesskabet
Mouhamad Fadu Abdoh DemokratiambassadørUnge skal ikke kun stemme – de skal også stå i valglokalet
Mouhamad Fadu Abdoh på 25 år er en af dem, der er klar til at tage over. Han er demokratiambassadør i ungehuset KBH+, som er en social indsats i AskovFonden. Her har Mouhamad de seneste måneder aktiveret andre unge i nærmiljøet og vist vejen til mere samfundsengagement og medborgerskab. Ved kommunalvalget skal han for første gang være valgtilforordnet. Det sker på Kildevældsskolen på Østerbro, hvor han også bor til hverdag.
“Jeg glæder mig til at prøve, hvordan det er. At mærke stemningen. Det er både en vigtig dag og en lidt festlig begivenhed. Det føles vigtigt – både at stemme selv og at være med under selve valghandlingen.”
Når han ikke arbejder som demokratiambassadør, bruger Mouhamad det meste af sin fritid på familie, venner og kampsport. Han kender til, hvordan det føles at stå på kanten af fællesskabet – og derfor betyder det noget for ham at være med til at bygge bro ind i det.
“Sidst jeg stemte, var det fordi min far slæbte mig med. Men som demokratiambassadør har jeg fået en bedre forståelse for, hvor vigtigt det er at få sin stemme hørt og at bakke op om det samfund, vi er sammen om. Og det er også derfor, jeg gerne vil arbejde frivilligt under valget med at tælle stemmer op,” siger han og tilføjer:
“Vi har et godt system i Danmark med gratis skoler og meget andet. Det er ikke som i fx Syrien, hvor alle politikere er korrupte og hader hinanden.”
Både Askovfonden KBH+ og ungdomsorganisationen SAGA har modtaget støtte fra Tuborgfondets valgpulje til at engagere flere unge som valgtilforordnede. Målet er at gøre rollen synlig og meningsfuld for unge, der normalt står uden for partipolitikken, men som gerne vil bidrage til demokratiet i praksis.

Ungdomsbureauet i dialog om KV25 under Ungdommens Folkemøde i september.
Et demokratisk efterslæb
Kommunerne oplever stigende udfordringer med at rekruttere nok valgtilforordnede. Mange peger på manglende tid, fleksibilitet og kendskab som årsager – og på, at unge ofte ikke kan få fri fra skole eller studie for at deltage. Samtidig går rekrutteringen næsten altid gennem partiernes netværk. Det betyder, at de samme typer borgere bliver spurgt igen og igen, mens nye generationer og baggrunde sjældent bliver inviteret ind. Her er demokratiambassadørerne med til at bygge bro.
”Jeg fortæller i mit netværk, at kommunerne gør en stor indsats, og det skal vi støtte. Vi har alle sammen en rolle og en betydning for fællesskabet. Det viser vi, når vi stemmer – og når vi deltager i demokratiet,” siger Mouhamad.

Mouhamad Fadu Abdoh er demokratiambassadør i ungehuset KBH+, som er en social indsats i AskovFonden.
Dermed sætter han ord på en af rapportens vigtigste pointer: For de fleste valgtilforordnede handler det ikke om diæter eller prestige, men om engagement i demokratiet og lysten til at bidrage til fællesskabet.
Rapporten peger også på, at jobbet som valgtilforordnet kan være en indgang til demokratisk dannelse. Det er et sted, hvor unge får lov at se demokratiet indefra – og mærke, at de selv spiller en rolle i, at det fungerer.
”Vi ved, at unge gerne vil engagere sig i deres lokalsamfund – men mange oplever, at politik er fjernt og svært at finde ind i. Derfor er jeg glad for at se, hvordan mange af vores bevillingsmodtagere i valgpuljen lykkes med at engagere flere unge i demokratiet. Både som vælgere – og i det her tilfælde også som valgtilforordnede i kommunalvalgets maskinrum,” siger Mathias Findalen, programansvarlig for demokrati i Tuborgfondet.
Tuborgfondets valgpulje
Det betyder noget, hvem der bestemmer dér, hvor man bor – og det skal unge også opleve. 39 projekter fik i juni støtte med i alt 5,3 millioner kroner til at engagere unge i kommunal- og regionsrådsvalget den 18. november. De udvalgte projekter dækker hele landet og retter sig især mod unge, der ikke i forvejen føler sig som en del af den lokalpolitiske samtale. Det gælder f.eks. unge på erhvervsuddannelser, unge med funktionsnedsættelse og unge med minoritetsetnisk baggrund.
Følg med i vores Valgpuljestafet på Instagram, hvor vi taler med forskellige projekter, som har fået støtte.