Unges håb får nye kræfter til at gro
23. september 2026
Håbet spirer blandt danske unge. Det kan foreningen Generation Hope konstatere efter at have indsamlet over 5.000 Kærlighedsbreve til Fremtiden. For at sikre at håbet fortsat spirer, og kan blive til reel handling, har Tuborgfondet valgt at støtte et Håbenetværk med 1,5 mio. kroner fra 2026-2029. Her vil unge eksperimentere med at gøre deres håb til handling og skabe den fremtid, de håber på.

Tør vi tro på fremtiden?
”Vi er blevet blæst bagover af alle de håb for fremtiden, vi har fået fra hele landet. Og vi har længe mærket en efterspørgsel efter at kunne hjælpe unge med at realisere deres håb,” siger Stella René, medstifter af Generation Hope.
Gennem de sidste tre år har organisationen Generation Hope indsamlet håb, drømme, tanker og frygt for fremtiden fra over 5.000 unge, og der tegner sig et klart behov på tværs af alle brevene:
“Selvom brevene indeholder massevis af håb, så er der også en stor del af dem, vi har været i kontakt med, der er bekymrede eller direkte bange for fremtiden. Det står helt klart for os, at unge har brug for hjælp til ikke at miste håbet for fremtiden. Det er derfor, vi har skabt Håbenetværket. Som et svar på det behov, unge selv beskriver, så vi sammen kan holde håbet i live og gøre det til handling,” forklarer Stella René.

Fremtiden er også lys
”De mange kærlighedsbreve viser, at unge i Danmark har klare og positive håb for fremtiden. De håber blandt andet på en mere bæredygtig, fredelig og tryg fremtid. Samtidig er de klar til at handle på deres håb, men nogle oplever, at voksne fra ældre generationer bremser dem, og at det dæmper deres motivation,” siger Nanna Vedel-Hertz, som også er medstifter af Generation Hope.
”Derfor er det dejligt, at vi nu kan begynde at bane en vej, som unge kan bruge til at komme tættere på den fremtid de håber på,” siger Stella René.
”Generation Hope har udviklet nogle stærke formater, der engagerer unge i en vigtig dagsorden. Vi ved, at mange ser på fremtiden med bekymring og har svært ved at tro på, at den bliver bedre. Det skal vi tage alvorligt, for troen på, at noget kan forandre sig, har betydning for lysten til selv at engagere sig. Derfor er vi nysgerrige på, om Håbenetværket kan styrke unges oplevelse af, at de selv kan være med til at præge den fremtid, de er en del af,” siger Mathias Findalen, programansvarlig for demokrati i Tuborgfondet.
Projektet foregår sideløbende med projektet ‘Håb i Demokratiet’, støttet af Nordea-fonden, med formålet at træne evnen til at håbe hos yderligere 15.000 unge gennem øvelsen Kærlighedsbreve til Fremtiden, og de to projekter understøtter hinanden. Håbenetværket klæder næste generation på til at gøre deres håb til handling og sikre fremtidens demokrati.
Vi ved, at mange ser på fremtiden med bekymring og har svært ved at tro på, at den bliver bedre. Det skal vi tage alvorligt, for troen på, at noget kan forandre sig, har betydning for lysten til selv at engagere sig.
Mathias Findalen
Programansvarlig for demokrati i Tuborgfondet
Håbet skal udbredes
Med støtten vil Generation Hope skabe et netværk, hvor de unge kan finde hinanden, trække på hinandens viden og erfaringer, få ny inspiration til, hvordan de kan arbejde med deres håb og hen ad vejen få konkrete værktøjer til, hvordan de kan realisere deres drømme for den fremtid, de håber på.
Nanna Vedel-Hertz udtrykker det sådan her: “Vi tænker lidt på det, som om man går til håb og handling, når man er medlem i Håbenetværket. Næsten ligesom man går til fodbold eller sang. Håb er en kognitiv muskel, man kan træne og blive bedre til at bruge.”
Netværk for unge mellem 17 og 30 år
Håbenetværket er er et aktivt handlingsfællesskab og er især tænkt til unge mellem 17 og 30 år, men netværket er åbent for alle unge, der har lyst til at arbejde med håb og hvordan man kan gøre sit håb til virkelighed.
Netværket mødes to gange om måneden og er gratis at deltage i. Løbende vil netværkets medlemmer afholde events for eksterne og nysgerrige, og en gang om året vil netværket afholde ‘Håbets Dag’, hvor de deler deres læringer fra arbejdet med håb og handling.
Projektet er støttet af Tuborgfondet fra 2026 til 2029.
Læs mere på generationhope.dk og se, hvordan du kan tilmelde dig
Om Generation Hope
Generation Hope har til formål at træne evnen til at håbe og forestille sig mulige fremtider. Målet er herudover at gøre håb til handling, så vi kan begynde at skabe de fremtider, vi håber på.
Derfor arbejder Generation Hope med at udvikle og udbrede metoder og events for unge, hvor de kan lege med, udforske og være kreative omkring de mange mulige fremtider, vi sammen kan skabe. Deres filosofi er, at ved at gøre begreber som ‘fremtid’ og ‘håb’ mindre abstrakte og mere håndgribelige, sikrer vi at alle kan bidrage til de kollektive visioner for fremtiden.
Generation Hope har ligeledes til formål at indsamle unges håb, drømme og tanker om fremtiden, og ud fra disse udarbejde kollektive visioner for, hvordan bæredygtige og omsorgsfulde fremtider kan se ud.
Med andre ord er organisationens formål at skabe og indsamle håb og visioner for fremtiden, der kan blive til konkret og håbefuld handling. Både individuelt og kollektivt.



