Fra Bolivia til danske daginstitutioner: Studerende bringer børns rettigheder i spil
22. maj 2026
Hvordan arbejder man med børns rettigheder i praksis? Det spørgsmål har en gruppe pædagogstuderende sat sig for at besvare – og omsætte til konkret handling i Danmark med en ny rettighedsuddannelse.

Et nyt blik på børns rettigheder
For mange pædagogstuderende er børns rettigheder noget, de kun stifter overfladisk bekendtskab med under uddannelsen. De studerende ved, at FN’s Børnekonvention findes – men ikke nødvendigvis, hvordan den kan bruges i praksis.
Det vil en gruppe studerende ændre på. Med støtte fra Tuborgfondet har organisationen International Børnesolidaritet udviklet en rettighedsuddannelse, hvor pædagogstuderende arbejder med en rettighedsbaseret tilgang til børn og unge – inspireret af blandt andet den brasilianske pædagog og tænker Paulo Freire.
For pædagogstuderende Barbara, som er frivillig projektleder i International Børnesolidaritet, begyndte rejsen med en studietur til Bolivia som en del af hendes uddannelse. Her blev hun introduceret til arbejdet med børns rettigheder i en anden kontekst – og med et tydeligt fokus på, hvordan det kunne omsættes til deres egen praksis i Danmark.
Vi tog afsted med et fagligt blik og en nysgerrighed på, hvad vi kunne lære – og hvordan vi kunne bruge det herhjemme. Det med børns rettigheder føltes lidt abstrakt i starten.
Barbara Eigtved
Frivillig i International Børnesolidaritet
Men netop det abstrakte blev senere omdrejningspunktet for foreningens arbejde i Danmark.
Fra teori til praksis: Et forløb med konkrete redskaber
Tilbage i Danmark har foreningen udviklet en rettighedsuddannelse for andre pædagogstuderende. Her arbejder deltagerne med konkrete metoder til, hvordan man kan bringe børns rettigheder i spil i hverdagen. Det handler ikke kun om aktiviteter – men om et grundlæggende børnesyn.
“Det starter med at se børn som rettighedsbærere. Altså som nogen, der har rettigheder her og nu – ikke først senere i livet,” forklarer Barbara. Forløbet giver både viden og konkrete redskaber. Blandt andet har gruppen udviklet en guide med øvelser og forslag, som kan tilpasses forskellige målgrupper og kontekster.
100 pladser blev revet væk
Interessen for forløbet har været stor. Allerede i første runde blev alle pladser hurtigt fyldt op, så nu er Barbara og hendes kollegaer ved at arrangere en 2. runde, men de håber på, at forløbet på sigt kan blive en del af pædagoguddannelsen på sigt.
“Vi blev faktisk overraskede over, hvor stor efterspørgslen var. Men når vi taler med de studerende, giver det mening – de mangler den her viden,” siger Barbara.
Ifølge Barbara er børns rettigheder ikke noget, der fylder meget i den nuværende pædagoguddannelse. Det skaber et hul, som mange studerende selv forsøger at udfylde. Og forløbet stopper ikke, når undervisningen slutter. Flere deltagere arbejder videre med tilgangen – blandt andet ved at udvikle nye forløb målrettet forskellige målgrupper. Nogle arbejder med børn med funktionsnedsættelser, andre med de yngste i dagtilbud eller med at klæde personale bedre på til at arbejde rettighedsbaseret.
Alt sammen drevet af frivillighed.
For børn og unge betyder det noget at vide, at de har rettigheder. Det giver dem et sprog til at tale for sig selv.
Barbara Eigtved
Frivillig i International Børnesolidaritet
Behovet for handling er tydeligt
International Børnesolidaritets ambition er ikke at levere én færdig løsning, men at bidrage med nye perspektiver og konkrete værktøjer til pædagogisk praksis. De ser deres arbejde som et bud på, hvordan man kan handle. Ikke som en facitliste – men som noget, der kan tilpasses den virkelighed, man står i. Og netop behovet for handling er tydeligt, afslutter Barbara:
“Vi taler meget om børns rettigheder i Danmark. Men i praksis ser det ikke altid sådan ud. Der er brug for konkrete redskaber.”
Rettighedsuddannelse
Bliv stærkere i arbejdet med børn og unges rettigheder – i praksis, i fællesskab og i virkeligheden. International Børnesolidaritet har udviklet et uddannelsesforløb, som er gratis for pædagogstuderende.
Læs mere om uddannelsen her:



