Gymnasieelever samles om klimahandling: “Der skal ikke en hel hær til - få kan gøre en forskel”
30. november 2023
Årgang Klimakamp! vil styrke unges demokratiske selvtillid og give dem redskaber til at omdanne klimabekymringer til klimahandling. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning driver projektet, som er støttet af Tuborgfondet.
Unge i Årgang Klimakamp har det til fælles, at de har lyst til at engagere sig i klimakampen på deres eget gymnasium, men savner værktøjer til, hvordan de bedst sikrer klimahandling.
Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) havde en aften i november samlet gymnasieelever på tværs af skoler i København for at diskutere klimahandling. En af deltagerne på tirsdagens kursus var Frida fra Aurehøj Gymnasium. Hun går i 1.G, og påpeger, at det kan være svært at være ny i gymnasiet, samtidig med, at man gerne vil styrke klimaarbejdet på sin skole.
Hun var derfor glad for at tale med andre elever, der også synes, at klimahandling er vigtigt:
“Det giver mere motivation, fordi man mærker de andres gejst og mærker, at folk gerne vil hjælpe én” fortæller hun.
På aftenen fortalte klimaformidler og tidligere vejrvært, Nina Bendixen, om tro, håb og handling under klimakrisen, mens tidligere forperson for DGS, Alma Tynell, holdt workshop ud fra sine erfaringer med at starte et klimaråd på Christianshavns Gymnasium.
Til sidst erfaringsudvekslede eleverne på tværs af skoler og kom med fælles bud på, hvordan man bedst sikrer lokal klimahandling. Du kan se, nogle af de gode ideer på billedet, der ledsager artiklen.
Elke og Arua fra Ørestad Gymnasium fortæller, at de går fra kurset med følelsen af, at de kan gøre en forskel:
“Kurset har fået mig til at føle, at der er noget, man kan gøre, selvom man ikke er så mange,” fortæller Elke og Arua fortsætter: “Der skal ikke en hel hær til. Vi er to i vores klimaudvalg til stede, og vi kan godt gøre en forskel.”
Det giver mere motivation, fordi man mærker de andres gejst.
Frida, Aurehøj Gymnasium
Elev
Ursula Mygind Meibom, der er sekretariatsfrivillig hos DGS fortæller, at Årgang Klimakamp!-projektet er udtryk for en vigtig del af organisationens DNA:
“DGS’ formål er at varetage unges interesser, og vi kan mærke, hvor vigtig klimakampen er for unge. Derfor vil vi give unge magten tilbage i kampen mod klimaforandringer,” fortæller hun.
Tuborgfondet støtter unges fællesskaber, organisering og samarbejde om den grønne dagsorden:
”For unge er klimakrisen det absolut største samfundsproblem. Årgang Klimakamp! skaber strukturer for unges engagement i klimakrisen, så de kan handle og skabe forandring, derfor er vi rigtig stolte af at støtte projektet,” siger Mikkel Sander, programansvarlig for entreprenørskab i Tuborgfondet.




