For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Tuborgfondets Årsskrift for 2017, Live i Lille VEGA

12.02.2018

Nyhed

I torsdags havde vi den store fornøjelse at samle 250 mennesker til en eftermiddag og aften i fællesskabets navn.

Foreningsnavn

Årsskrift

Forenings hjemmeside

Tuborgfondet inviterede for andet år i træk til en live-udgave årsskriftet for 2017. På scenen bød værterne Andrew Moyo og Karen Straarup velkommen efterfulgt af Pelle Møller fra Rapolitics, som gav gæsterne en forsmag på, hvad der ventede forude i form af et forlæns rapferat. Herefter tog Tuborgfondets direktør Anne-Marie Skov over sammen med lektor Silas Harrebye. Sammen fortalte de om- og satte Tuborgfondets strategi i perspektiv.

“I Tuborgfondet møder vi masser af unge, som er dybt engageret i nye former for fællesskaber, og vi er optaget af at støtte unge mennesker i at engagere sig i samfundet og udvikle demokratiet,” fortalte Anne-Marie Skov.

Mangfoldighed i musikkens verden
I 2017 har Tuborgfondet blandt andet sat spot på at skabe en mere mangfoldig musikbranche i fremtiden. I årtier har fondet givet støtte til den danske musikscene i form af nyt lydudstyr, scener og støtte til en lang række festivaler. I 2017 så et nyt samarbejde med Dansk Live dagens lys. Projektet sætter fokus på at finde nye talenter i musikbranchen, skabe debat og sætte diversitet på musikdagsordenen. Derudover har Tuborgfondet givet støtte til HUN SOLO og dj Tia Korpe, der igennem Future Female Sounds hver måned præsenterer en ny kvindelig dj. På scenen i Lille VEGA debatterede sangerinde Nana Jacobi, Jesper Løvdal fra JazzDanmark og Maren Astrup fra Dansk Live om, hvordan nye fællesskaber kan øge ligestilling og mangfoldighed i musikkens verden.

Nye former for fællesskaber
Tuborgfondets strategiske fokus på at udvikle fællesskaber har betydet at nye former for organisationer og fællesskaber søger støtte hos Tuborgfondet. I fondet oplever vi, at de klassiske former for frivillighed er i opbrud. Overalt i Danmark pibler nye projekter op, båret frem af både helt nye organisationer og gamle kendinge. Fælles for de nye projekter er, at de dyrker fællesskabet på alternative måder og i anderledes formater.

På scenen i Lille VEGA talte Anni Ehlers, direktør i INSP!, Ruth Gøjsen, forkvinde for Medborgerne, Mikkel Knowles Gjelstrup, projektleder for Ungdomsøen, Spejderne og Anders Folmer Buhelt, direktør i Ungdommens Røde Kors om nye måder at engagere på. ”Vi har troen på, at alle kan og gerne vil være med,” sagde Anders Folmer Buhelt.

Vi har troen på, at alle kan og gerne vil være med

Anders Folmer BuheltDirektør - Ungdommens Røde Kors

Din hjerne snyder dig
Tinna C. Nielsen er antropolog, adfærdsdesigner og stifter af organisationen Move the Elephant for Inclusiveness og non-profit initiativet Inclusion Nudges. Gennem praktiske greb og metoder viste hun os, hvordan alle menneskers adfærd og beslutninger påvirkes af mentale genveje i den ubevidste del af hjernen, og hvad det kan have af konsekvenser for alle vores gode intentioner. Tinna gav gæsterne en introduktion til forandringsmetoden Inclusion Nudges.

Mikrofonen til engagerede unge
Hvad har Torben Vinter, leder af Frontløberne, Sara Mering, chefredaktør på SEIN Mag, Rebecca Kjær Levin, frivillig i Operation Dagsværk, Peter Høj, næstforperson i LGBT+ Ungdom, Rasmus Rekdal Schønemann, aktivt medlem af Ung i Odsherred og Emilie Torp Henriksen, formand for Netværket af Ungdomsråd til fælles? – De er eksempler på det engagement og den virkelyst, der findes overalt i landet, hvor unge skaber samfundsforandringer – af unge – for unge. De indtog hver deres barstol på scenen, fortalte om engagement og gav gode råd til gæsterne i salen:

“De ældre skal også have tillid til unge, selvom det måske ikke er skrevet i sten, hvad der skal ske,” lød det fra Peter Høj.

Verdensrekord i fællesskab
Guidet af Lis Zacho fra Coding Pirates satte alle gæsterne verdensrekord i et fælles robotbeat. Det lyder måske lidt underligt, men ved at holde i hånden hele vejen rundt kunne Tuborgfondets direktør Anne-Marie Skov styre musikken, når hun brød kæden af menneskehænder.

“Vi har skabt et digitalt fællesskab,” konstaterede Lis Zacho fra scenen.

Genveje til god frivilligledelse
Hvad er god frivilligledelse? Det fortalte Jonas Hedegaard, frivillig og ph.d.-studerende ved Roskilde Festival, om og delte tre konkrete ledelsesværktøjer udviklet af og til frivillige ledere på Roskilde Festival.

Mini-koncert med Folkeklubben
De er blevet kaldt en nutidig pendant til Gasolin, Shubidua, Kim Larsen eller TV2. Et Danmarksorkester, der underholder hele familien. Og ved Tuborgfondets Årsskrift Live var de med for at fejre folkeligheden og fællesskabet sammen med alle gæsterne i Lille VEGA. Som trommeslager Rasmus Jusjong selv har udtrykt det: ”Vi vil da meget gerne være et folkeligt band. Derfor hedder vi jo også Folkeklubben. Det er en klub, der er åben for alle.”

På vej hjem fra Lille VEGA ønskede tre frivillige fra Natteravnene god tur hjem og heldige gæster fik bolsjer og kondomer med hjem.

Fotograf Niels Hougaard har taget billeder og vj Thomas Hyttel fra We Are Story har filmet og redigeret videoen.