Kvinderådet klæder unge kvinder på til den demokratiske samtale
30. september 2026
En kønsbalance på 48 % og et yngre Folketing blev en realitet i 2026. En kæmpe sejr for ligestillingen, men arbejdet stopper ikke her. For særligt unge kvinder og minoriteter udsættes i stigende grad for online had og angreb. Det vil Kvinderådet gøre noget ved.

Den åbne samtale giver plads til flere i debatten
Kvinderådet står bag kampagner som Stem på en kvinde og Tag stilling til ligestilling. Derfor er de glade for at se den positive udvikling ved det seneste folketingsvalg. Med en bevilling fra Tuborgfondet vil de bruge det positive momentum til at fremme demokratisk deltagelse og indflydelse gennem et netværk for nye, unge politikere, offentlige debatter og møder mellem unge og unge politikere. Og helt konkret ved at markere de 48 % på årets TalkTown, som fandt sted i september.
De uformelle rammer i Ungdommens Demokratihus, hvor TalkTown blev afholdt, tiltrak et bredt publikum på tværs af alder og køn - også folk som ikke almindeligvis deltager i demokratiske samtaler. Det styrker den demokratisk deltagelse, når der skabes et rum for de svære samtaler.
Online had og angreb mod unge kvinder og minoriteter i fokus
Efter folketingsvalget blev særligt unge nyvalgte kvinder mødt med sexisme, hadtale og personangreb. Og deres politiske deltagelse blev reduceret til spørgsmål om udseende og ”seksuel markedsværdi”. Debatten afspejler en hård offentlig samtale, hvor særligt unge kvinder og minoriteter står for skud.
På TalkTown blev mange deltagere engageret i mødet mellem unge og nyvalgte. Debatterne og samtalerne om de barrierer, kvinder møder, når de træder ind i politik, gav anledning til også at diskutere andre kønsmæssige barrierer, som ofte spænder ben for deltagelse i samfundsdebatten. Barrierer, som er relevante at sætte fokus på i en bredere demokratisk ramme end blot inden for Folketingets egne vægge. Når samtalen åbnes, legitimerer det bekymringen og aftabuiserer problemstillingen, fordi der skabes et fælles rum til den svære samtale.
Den fælles samtale er med til at styrke den fælles indsats mod had og angreb mod særligt kvinder og minoriteter i politik, da den aftabuiserer problemstillingen.
Helene
Kvinderådet
Enighed på tværs af partierne
Ofte politikeres forskelligheder i fokus, når de deltager i samtaler og debatter. Og mens der også var uenigheder om specifikke løsninger, var der generel enighed på tværs af partierne og én ting stod klart: Unge skal have reel indflydelse, og det skal være muligt at engagere sig i debatten uanset alder og køn. Og alle partierne anerkender, at online had mod politikere og særligt unge kvinder og minoriteter er et problem, som hindrer nogle unge fra at tage del i debatten.
Flere af de unge nyvalgte har positive erfaringer med at samarbejde med hinanden på tværs af partier om fælles dagsordner. Og det får de rigelig mulighed for fremover. Kvinderådet kommer til at invitere nyvalgte politikere med i deres netværk for de 48 %, hvor politikerne kan være med til at omsætte ligestillingsløfter til konkret handling.
Der er enighed om, at de digitale platforme rummer dilemmaer - på den ene side giver de mulighed for at nå ud, mens de samtidig kan være platforme for had og angreb.
Helene
Kvinderådet
Hvad er det bedste, der kan ske?
Kvinderådet arbejder lige nu på at evaluere, hvordan indsatsen og samtalen om de 48% kvinder i Folketinget blev taget imod på TalkTown. Det gør de for at videreudvikle markeringen og arbejde videre med det momentum, de oplever nu. Målet er at nedbryde de barrierer, der spænder ben for demokratisk deltagelse.
Det bedste, der kan ske, er, at vi lykkes med at skabe en fælles indsats på tværs af partier, der kan fremme tryg og lige demokratisk deltagelse uanset alder og køn.
Helene
Kvinderådet
”Vi vil samle op på politikernes ligestillingsløfter til netværksmøderne, så de kan bruges aktivt i det videre arbejde for ligestilling og tryg demokratisk deltagelse på tværs af partier”, fortæller Helene fra Kvinderådet. Kvinderådet ser deres projekt som en platform, der styrker forbindelsen mellem unge og politikere. Og den platform håber de på vil give flere unge en oplevelse af politik som et sted, hvor alle hører til og kan gøre en forskel.
Kvinderådet og TalkTown
I mere end 125 år har Kvinderådet skabt rammerne for det feministiske alliancearbejde på tværs af politiske partier, civilsamfund og faglige organisationer.
Kvinderådet står bag kampagnerne Stem på en kvinde og Tag stilling til ligestilling, og så står de bag Talk Town, som er en platform for demokratisk udfoldelse.





