Mikrolegat gav mental motivation og adgang til dansk erhvervsliv
29. september 2026
Hvorfor ikke omdanne udtjente fiskenet til bæredygtige poser til fiskehandleren? Det gjorde Aksel, Kalle og Villads fra Baltorp Business Gymnasium. Et projekt, der har givet netværk i dansk erhvervsliv, markant anerkendelse og ikke mindst 20.000 kr. i et mikrolegat fra Fonden for En-treprenørskab, som er støttet af Tuborgfondet.

Fra Baltorp Business Gymnasium til Bornholm
Hvordan kombinerer man cirkulær økonomi, havmiljø og blå innovation og udvikler et produkt, der skaber reel værdi? Det kan man med fordel spørge Aksel, Kalle og Villads om, som står bag Havgarn. De tre studerende mødtes på Baltorp Business Gymnasium. Hurtigt opdagede de, at deres respektive kompetencer fungerede godt sammen, og de blev derfor et stærkt team til gruppearbejde.
Idéen om at genanvende gamle fiskenet til bæreposer opstod efter et møde med entreprenørskabskonkurrencen Euronext Blue Challenge, som har fokus på det maritime miljø.
Vi blev hurtigt opmærksomme på, hvor stor en belastning gamle fiskenet og andet affald udgør for havmiljøet.
Aksel, Kalle & Villads
Havgarn
De tog selv kontakt til en vodbinder (en person, der professionelt fremstiller og reparerer fiskeredskaber, særligt vod, garn og trawl, red.), på Bornholm, som hjalp dem med at skaffe gamle fiskenet og lærte dem at håndtere materialet. Ved at tage direkte kontakt til en fagperson i branchen, blev Havgarn hurtigt klædt på til at begynde udviklingen af deres projekt. Derefter fik de en mentor fra Euronext Blue Challenge, som gav dem sparring, indtil det endelige produkt stod klart.
Mikrolegat på 20.000 kr. gav mulighed for at udvikle prototype
Med en klar produktidé stod Aksel, Kalle og Villads klar til næste fase i projektet. Og da de tilbage i maj 2026 modtog et mikrolegat på 20.000 kr., fik de mulighed for at udvikle en prototype af deres produkt. Et vigtigt skridt for en ny start-up.
Men for Aksel, Kalle og Villads handler mikrolegatet ikke kun om pengene. Tværtimod. Det var i højere grad den anerkendelse, der fulgte med. Det at få anerkendelse for en idé og det hårde arbejde, de har lagt i Havgarn, motiverede dem til at knokle videre med Havgarn.
Og selv ser de, at Havgarn har mulighed for at vokse og blive et forbillede inden for grønne startups og blå økonomi. Bl.a. ved at vise, at man kan tage et affalds-problem og skabe noget værdifuldt ud af det.
Adgangsbillet til dansk erhvervsliv
For Aksel, Kalle og Villads er det svært at sige præcis, hvor Havgarn kan ende. Men de er ikke i tvivl om, at projektet har potentialet til at blive stort. Samtidig pointerer de, at succes ikke alene handler om, hvor stort eller profitabelt, Havgarn bliver. Uanset hvor langt de når, har Havgarn allerede givet dem værdifulde erfaringer, relationer og minder, som de ellers aldrig ville have fået.
Vi har fået kontakt til mennesker på tværs af det danske erhvervsliv, som har hjulpet os, udfordret vores ideer og givet os muligheder, vi ikke havde regnet med.
Aksel, Kalle & Villads
Havgarn
3 konkrete råd til andre unge med gode idéer
Udefra kan det se ud som om, at det har været en let proces for Aksel, Kalle og Villads. Men da de startede Havgarn, havde de ikke styr på det hele. De begyndte at kontakte andre og undersøge forskellige idéer, og hurtigt blev de klogere. Her får du deres tre konkrete råd til, hvad du skal gøre, hvis du går rundt med en idé:
- Kom i gang!
Det vigtigste, vi kan anbefale, er nok bare at komme i gang og prøve sin idé af så hurtigt som muligt. Man behøver ikke have en færdig forretningsplan, en perfekt prototype eller alle svarene, før man starter. - Tag kontakt til folk i branchen
Vi vil klart anbefale at snakke med folk, der arbejder i den branche, man gerne vil ind i. Vi har oplevet, at mange vil hjælpe, hvis de kan mærke ens engagement. Selv meget etablerede mennesker er ofte villige til at hjælpe en. - Første idé fungerer måske ikke. Og det er okay.
Vi tror, at man lærer mindst lige så meget af de ting, der ikke fungerer. Man kan altid ændre sin idé undervejs. Det er fedt bare at gå i gang. Men jo mere man ved om det problem, man prøver at løse, og de mennesker, man prøver at løse det for, jo bedre kan man også udvikle sin idé.
En sidste pointe fra Havgarn er vigtigheden i at tro på det, man laver. Hvis man ikke selv tror på sin idé eller sit projekt, er det meget svært at få andre til at tro på det. Hvis du har en god idé, kan du overveje at søge et mikrolegat eller du kan søge direkte hos Tuborgfondets Drømmepulje.
Havgarn
Bag projektet Havgarn står Aksel, Kalle og Villads fra Baltorp Business Gymnasium. De fik en god idé og deltog i Euronext Blue Challenge, hvor de fik sparring på deres idé. Med et mikrolegat på 20.000 kr. omsatte de deres idé til en prototype.
Læs mere om mikrolegater hos Fonden for Entreprenørskab her:






