Tuborgfondets bidrag til fremtidens grønne jobs
14.02.2021
Nyhed
Det er de næste generationer, der sammen skal sikre samfundets udvikling med den nyeste viden og mod til at gøre tingene anderledes. Ved at støtte unges lyst til at gøre en forskel og engagere sig, skaber Tuborgfondet muligheder for, at unge kan bidrage til at forny dansk erhvervsliv.
Mikrolegater til unge iværksættere
Sammen med Fonden for Entreprenørskab uddeler Tuborgfondet mikrolegater til studerende med en god forretningsidé, og som arbejder inden for Verdensmålene. Gennem tiden har vi i alt uddelt 98 mikrolegater til unge.
Unge iværksættere skaber fremtidens grønne løsninger
Ved at støtte unges lyst til at gøre en forskel og engagere sig, skaber Tuborgfondet muligheder for, at unge kan bidrage til at forny dansk erhvervsliv gennem aktiviteter, der fremmer unges skaberkraft og entreprenørånd. Derfor samarbejder Tuborgfondet med Roskilde Festival om Det Cirkulære Laboratorium.
Gennem de næste fem år får mindst 200 unge iværksættere mulighed for at vise vejen og udvikle fremtidens grønne og cirkulære løsninger. Iværksætterne får systematisk adgang til viden, fagligt netværk, andre virksomheder og mulige investorer, som kan løfte deres løsninger videre og skabe et stærkere forretningsgrundlag, så løsningerne kan etablere sig på markedet.
Unge iværksættere tester deres idéer
Dermed er ambitionen at skabe Danmarks førende laboratorium for bæredygtig adfærd, der breder sig til konkret forandring i samfundet, og hvor unge iværksættere løbende tester nye bæredygtige produkter og forretningsmodeller. Til Summer Days fik de første iværksættere mulighed for at teste deres idéer af. En af dem er Anton Wrisberg, der kalder sig selv for adfærdsnørd. Mød ham i filmen her:
Vi støtter unge, for at de kan være med til at udvikle vores samfund, sikre en bæredygtig fremtid og ruste dem til at blive en del af dansk erhvervsliv
Peter GiacomelloSekretariatschef - TuborgfondetVækstlaget i den rytmiske musik
Udover støtte til grønne iværksættere har Tuborgfondet i en årrække støttet udviklen af vækstlaget i den rytmiske musik. Gennem særlige puljer som Den Gode Lyd og Build Live Music Back Better har vi støttet en lang række af danske spillesteder.
Musik er en del af dansk erhvervsliv med en omsætning på knap 10 mia. kr. (2017-tal), og musikbranchen skaber bl.a. jobs til unge, der vælger alternative veje til at udfolde deres potentiale og skaberglæde.
Mange unge drømmer om at gøre musikken til deres levevej – ikke kun som udøvende musikere, men også bag scenen som fx teknikere, managere, producere, koncert-bookere eller festivalarrangører.
Tourbusser til vækstlagsmusikere
Tourbusserne skal styrke talentudvikling og mangfoldighed for det unge vækstlag mellem ca. 16 og 30 år. Vi vil gerne gøre det lettere for jer at komme ud i landet og spille koncerter, og give jer mulighed for at investere i musikken frem for transporten.
Tuborgfondet virker til gavn for dansk erhvervsliv ved at støtte aktiviteter, der styrker unges entreprenørånd, erhvervskompetencer og muligheder for at bidrage til udvikling og innovation. I 2020 er tre ud af fire bevillingskroner til støtte for dansk erhvervsliv.
I alt modtog Tuborgfondet 1.428 ansøgninger i 2020, og der blev givet 348 bevillinger til unge og organisationer, der har unge som målgruppe.
I alt har vi uddelt 57.678.777 kr. i 2020.
Opdateret strategi
I september 2020 offentliggjorde Tuborgfondet strategien for 2020-25. Strategien slår fast, at fondets målgruppe er unge mellem 16-30 år. Derudover er indsatsområderne blevet opdateret, så ansøgere nu kan søge inden for fire områder:
- Arbejdsmarked – fra ungdomsliv til arbejdsliv
- Entreprenørskab – rum for grønne idéer
- Demokrati – næste generations stemme og deltagelse
- Kreative Erhverv – vækstlag i rytmisk musik