Tuborgfondet ønsker at inddrage unge i alderen 16-30 år, når vi i løbet af foråret 2024 går i gang med at revidere fondets strategi. Processen løber det næste års tid, og vi forventer at inddrage gruppen 4-6 gange. Det kan fx være i form af workshops, høringer eller lignende.
Hvem håber vi vil være med?
Vi søger både dig, der allerede kender til fondet, og dig der endnu ikke har så meget erfaring med fonde, projekter og events. Det vigtigste er, at du har lyst til at bidrage og komme med dine input, så vi sikrer, at den reviderede strategi tager afsæt i unges virkelighed anno 2024.
Det er vores ambition at sammensætte en gruppe, hvor forskellige unge er repræsenteret. Det vil sige fra hele Danmark, og med forskellige baggrunde, kønsidentitet, etnicitet, udfordringer osv. samt fordelt i aldersgruppen 16-30 år.
”Som samfund når vi aldrig længere, end ungdommen drømmer. Og som erhvervsliv når vi aldrig længere end næste generations handlekraft, mod og evne til at tænke nyt.”
Uddrag af Tuborgfondets narrativHvilken rolle får du?
Vi ønsker at få unges perspektiver på alt fra fremtidens arbejdsliv til, hvordan vi fremadrettet sikrer demokratiet og udvikler det, og hvad vi skal stille op med unges trivsel? Ligesom vi gerne vil høre unges holdninger til klimaforandringer, iværksætteri samt hvordan musik og kultur spiller en rolle i unges liv.
Alt dette samles som input til bestyrelsens arbejde med strategien. Udover ovenstående eksempler vil du også skulle forholde dig til Tuborgfondets arbejde i form af:
- Tuborgfondets reviderede indsatsområder
- De strategiske principper: ungeinddragelse, levedygtighed, mangfoldighed og frivillighed.
- De værktøjer vi bruger i dag herunder støttemuligheder, ansøgningsformater, tilgangen til evaluering mv.
- Vores værdier: Hvordan vil man som ansøger gerne mødes af Tuborgfondet, og hvad skaber et godt og konstruktivt samarbejde mellem ansøger og fond.
Hvad får du ud af at være med?
Du vil få indsigt i Tuborgfondets arbejde samt en strategiproces. Derudover vil du blive inviteret til særlige events, hvor fondet har samarbejder eller partnerskaber. Ligesom der vil være mulighed for at invitere eksterne oplægsholdere med til et møde eller tage på inspirationsture.
Det er frivilligt at sidde i panelet, men udgifter til transport, overnatning, arrangementer dækkes af Tuborgfondet.
Om Tuborgfondet
Fondet blev stiftet i 1931 for at virke til gavn for samfundet og særligt til støtte for dansk erhvervsliv. I den nuværende strategiperiode (2020-2025) støtter Tuborgfondet dansk erhvervsliv ved at danne unge til arbejdslivet og støtte udviklingen af unges forandringspotentiale, entreprenørånd og erhvervskompetencer.
De seneste år har fondet uddelt ca. 60-90 mio. kr. om året, og i 2023 uddelte vi 129 mio. kr. Vi forventer at uddele på dette niveau de kommende år, blandt andet gennem et nyt fokus rettet mod erhvervsuddannelser.
Fondet får sine midler fra den erhvervsdrivende fond Carlsbergfondet, som Tuborgfondet siden 1991 har været en del af. Tuborgfondet støtter mindre projekter og indgår i større og længerevarende samarbejder eller partnerskaber om udvikling, afprøvning og iværksættelse af nationale indsatser.
Du kan finde yderligere information om Tuborgfondet på www.tuborgfondet.dk.
Har du lyst til at være med?
Så kan du sende en kort ansøgning på max 1 side, hvor du fortæller, hvorfor du vil være med, og hvad du vil bidrage med? Send ansøgningen til hej@tuborgfondet.dk
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte sekretariatschef Peter Giacomello på pg@tuborgfondet.dk eller 40 28 28 20.
Tuborgfondet opfordrer alle unge til at søge, og hvis du er udfordret med at skrive en ansøgning, kan du i stedet for sende en video med din ansøgning.
Den må max være 1 minut lang og skal blot være indtalt til kameraet i ’selfie’ stil.
Ansøgningsfrist er søndag den 14. april 2024
Send din ansøgning til hej@tuborgfondet.dk
Skriv dig op til Tuborgfondets nyhedsbrev
Vi sender 8-10 nyhedsbreve om året, og det er her, du finder nyt om puljer, møder fondets medarbejdere og bliver klogere på nogle af dem, vi støtter.