For ansøgere
DrømmepuljenProjektstøtteKan vi få støtte?Tjekliste for ansøgningUdbetaling af støtteHent logoFAQ
Log ind
Ansøg

Mød Tuborgfondets Ungepanel

25.06.2024

Nyhed

I forbindelse med at Tuborgfondet reviderer den nuværende strategi skal ti unge give input til bestyrelsen undervejs. Det nye ungepanel er fundet gennem en åben ansøgningsrunde.

 

Ungeinddragelse

Ungepanel skal give input til strategien

Tuborgfondets strategi

Læs mere

Tuborgfondet har indledt arbejdet med at revidere den nuværende strategi, som udløber i 2025, og i den forbindelse har Tuborgfondets bestyrelse besluttet, at tage et ungepanel med på råd gennem hele forløbet.

“Vi ønsker at få unges perspektiver på alt fra fremtidens arbejdsliv til, hvordan vi fremadrettet sikrer demokratiet og udvikler det, og hvad vi skal stille op med unges trivsel? Ligesom vi gerne vil høre unges holdninger til klimaforandringer, iværksætteri samt hvordan musik og kultur spiller en rolle i unges liv. Samtidig er det vigtigt for os, at det ikke bliver pseudo-inddragelse, men reel ungeinddragelse,” fortæller Tuborgfondets bestyrelsesforperson Trine Nielsen.

En af de unge, der søgte om at komme med i ungepanelet er 22-årige Simon Skytte, som bor i Odense, studerer i Kolding og er engageret i Ung Kult. For ham var det helt naturligt at søge om at komme med:
“Det er enormt vigtigt, at den unge stemme kommer helt med ind i maskinrummet, så vi kan sikre ungeinddragelse hele vejen rundt. Så da muligheden bød sig for at ansøge om at blive en del af det rådgivende ungepanel, måtte jeg selvfølgelig søge,” fortæller han.

For 26-årige Monica Ghafuri handler hendes motivation om at nuancere forståelsen af ungdommen og mangfoldigheden.
“Gennem mit arbejde med NGO’en ANaR og kulturelle arrangementer har jeg set ungdommens og mangfoldighedens mange facetter. Jeg er her for at være stemmen for disse unge i Tuborgfondets strategi,” siger hun.

Hverken Monica eller Simon har planer om at tale Tuborgfondet efter munden.
“Jeg ser frem til at udfordre Tuborgfondet og til at stille de ubehagelige spørgsmål, men også til at heppe på det, der allerede bliver gjort rigtigt. Vi skal stille os selv spørgsmålet, om ikke vi skal mere end blot at dele penge ud til ungdommen – måske er der noget andet, der også skal følge med? Vi skal se på trivsel og den værdikæde, der findes i ungdommen, og finde ud af, hvordan vi kan blive endnu skarpere på ung-til-ung-modellen,” mener Simon.

Monica ser frem til at samarbejde med resten af ungepanelet og være med til at udvikle noget, der viser ungdommens engagement, potentiale og erfaring.
“Jeg håber også, at ungepanelet kan bringe autentiske og mangfoldige perspektiver, som afspejler unges liv i dag. Ved at inkludere disse stemmer kan vi sikre, at strategien bliver endnu mere relevant og inkluderende,” siger hun.

 

Jeg ser frem til at udfordre Tuborgfondet og til at stille de ubehagelige spørgsmål

Simon SkytteMed i ungepanelet

Tuborgfondets Ungepanel

Simon Skytte, 22 år, Odense

Optaget af ungeinddragelse, iværksætteri og hvordan det digitale kan sætte rammen for fællesskaber. Læser til dagligt i Kolding og frivillig i Ung Kult

Magnus Georg Jensen, 28 år, København

Bestyrelsesmedlem i SAGA og optaget af at unge fra familier med fære ressourcer også for mulighed for at udleve deres drømme. Arbejder til dagligt i international konsulentfirma.

Lise Nygaard, 26 år, København

Ungdomsdelgat til FN på klima og miljø, medlem af ungeklimarådet. Verdensmålsambassadør og tidl. studentermedhjælper i Tuborgfondet. Optaget af klima og demokrati.

Mille Backhausen, 26 år, København

Studerende på CBS, hvor hun er i studienævnet. I best. for ungdomskredsen i Dansk Handicapforbund. Optaget af kultur, kunst og medier.

Laura Karas, 23 år, Aarhus

Mediegrafikerelev. Aktivist i DGUB og en del af UMTO. Med i Lærlinge for bæredygtighed. Optaget af klima, bæredygtighed, musik og demokrati.

Jomanna El-Enazi, 17 år, Odense

Gymnasieelev og forperson for DGS Fyn. Aktiv i MS, hvor hun er i gang med at starte et ungefællesskab i hendes boligområde. Optaget af demokrati og mangfoldighed.

Sofus Pilehave, 20 år, København

Forperson for Netværket af Ungdomsråd. Har siddet i andre ungepaneler og gået på ASU. Optaget af demokrati, ungeindflydelse og unges mulighed for at skabe.

Camilla Aastrup, 24 år, Herning

Arbejder som bogholder og har netop sluttet uddannelse på erhvervsakademi. Født og opvokset på landet, hvor hun stadig bor. Desuden aktiv i den lokale fodboldklub.

Oskar Faye, 25 år, København

Opvokset på et landbrug og læser geografi på KU. Optaget af bæredygtighed, biodiversitet og regenerativt landbrug. Desuden udøvende musiker, der har lånt Tuborgfondets Tourbus.

Monica Ghafuri, 26 år, København

Arbejder som marketingmedarbejder for en restaurantkæde. Medstifter af NGO’en ANaR. Rødder i Afghanistan og opvokset i DK fra hun var tre år.

RELATEREDE NYHEDER

22.03.2024NyhedUnge søges! Sæt dit aftryk på Tuborgfondets strategi